Der har flere gange været snak om, hvorvidt Mette Frederiksen (S) og regeringen har valgt den rigtige corona-strategi.

Amerikansk-danske Rhea Leman føler sig meget tryg i Danmark under coronakrisen.

Værre ser det ud i USA, hvor hun er stærkt bekymret for sine nærmeste og deres overlevelse, det skriver hun i et debatindlæg i Politiken.

Hendes mand har flere gange sagt til hende, at hun helst ikke må læse New York Times lige inden, hun skal sove.

Og selvom hun ved, han har ret, så føler hun sig alligevel tvunget til at tjekke den én gang til med et håb om, at det går bedre i USA.

Men Rhea Leman, som til dagligt arbejder som dramatiker og instruktør, bliver altså ikke trøstet af at læse, hvad der sker i hendes hjemby New York City.

Hun skriver i sit indlæg, at coronakrisen var dråben, som fik bægeret til at flyde over for hendes nærmeste og for hele USA.

'Nu med coronakrisen og efter næsten fire år med Trump-tumulten er min familie, venner og kolleger i USA lige ved at ryge ud over kanten, og jeg er bange for, at endnu en skuffelse såsom et nederlag ved valget til november kan bringe totalt kaos i deres liv og i landet. Mit land.'

I modsætning til hendes nære, så føler hun sig heldig.

For den 1. september 2015 trådte loven om dobbelt statsborgerskab i kraft i Danmark, og fem år efter har hun nu også et dansk pas.

Rhea Leaman bor i dag i Danmark, som klarer coronakrisen væsentligt bedre end i USA.

Hun frygter for amerikanernes muligheder for at overleve corona-virussen, for hun har været tæt på USA's sundhedsvæsen - og hun er ikke imponeret.

'Mange af mine nærmeste er døde. Jeg har set systemet i nærbillede. Jeg har oplevet kaos og inkompetence. Jeg har set folk, der ikke havde råd til at blive behandlet. USA har ikke et sundhedsvæsen; vi har en sundhedsforretning.'

Hun mener, at coronavirussen kun har gjort et 'elendigt system endnu værre.'

'Ikke for at påstå, at det danske system er absolut skudsikkert. Shit happens here, shit happens everywhere, men jeg ved, at når jeg ser de skrækkelige fotografier og læser The Times, inden jeg slukker natlampen, så siger jeg til mig selv: »Det er et godt tidspunkt at være dansker.« Tak,' slutter hun opslaget.

Tirsdag var antallet af døde på i alt 72.271 døde i USA.