En dag opdagede Amanda en stor byld i sit underliv, og den var begyndelsen på et to år langt smertehelvede.
Vuggestuen lignede sig selv, da hun mødte ind på arbejde. Men alting føltes anderledes for Amanda.
Hun satte sig på gulvet og begyndte at lege med togbanen. Selvom to små drenge tilsluttede sig hendes leg, kunne hun ikke tænke på andet end det, der skulle ske om bare 14 dage.
LÆS OGSÅ: Når Helle vågnede om morgenen, turde hun ikke stå op. Hun vidste, at blodet ville fosse ud af hende
»Jeg er slet ikke til stede. Mit system er ved at brænde sammen. Jeg begynder at ryste, fordi jeg skal holde så meget på mig selv, mens tårerne bare presser sig på,« fortæller hun.
I Amandas tanker kørte bekymringer rundt.
Om operationen, der lå forude.
LÆS OGSÅ: Tina har mand, søn, bror og veninder. Men det var en anden, hun ringede til, da hendes mor skulle dø
Den sidste løsning var en stomioperation.
35-årige Amanda Julie Fridh Riis skulle blive en af de 14.000-15.000 mennesker i Danmark, der lever med stomi. Omkring 3500-4000 danskere får hvert år får anlagt en stomi.
Den dag i vuggestuen styrtede hun ud af legestuen og brød sammen i personalerummet. Men siden har hun lært at se sin stomi som et symbol på det liv, hun har fået tilbage.
Og nu har hun netop fejret ét år med stomi.
Smerterne overtog livet
Tilbage i februar 2022 startede Amanda med at få problemer med infektioner i urinrøret.
En morgen vågnede hun og havde virkelig ondt. Det føltes som voldsomme menstruationssmerter i hendes underliv, der tvang hendes krop til at bukke sig sammen i smerte.
Amanda stod op og i badet tjekkede hun sin krop. Til sin store forskrækkelse mærkede hun en stor bule i sit underliv.
Hos lægen fandt hun ud af, at hun havde to store bylder i sit underliv, som både sad vaginalt og analt. Kirurgerne forsøgte at dræne og operere bylderne væk, men de havde skabt en fistel (en slags forbindelse mellem et organ og huden eller mellem to organer, som ikke plejer at være der, red.). Den var med til at briste Amandas skedevæg.
For hver operation blev smerterne værre, og der opstod nye problemer, der skulle løses.
Amanda blev lagt i fuld narkose 17 gange på de to år, hvor hun døjede med smerter i underlivet. Og lægerne kunne ikke finde grunden til, at bylderne var kommet.
I den tid var Amanda blevet til en skygge af sig selv. Hun havde stoppet kontakten til mange af sine tætteste veninder, for hun havde ikke lyst til at se nogen eller fortælle om sine problemer.
»Jeg skammede mig over mit problem, selvom det ikke var min skyld. Det var for intimt, og jeg følte selv, at det var ulækkert.«
Hvis hun blev inviteret til kaffe af sine veninder, aflyste hun i sidste øjeblik.
»Jeg bildte dem ind, at min søn var blevet ringet syg hjem fra skole. Jeg fyrede konstant hvide løgne af, og det føltes skrækkeligt,« fortæller Amanda.
Hun havde efterhånden overbevist sig selv om, at hun var blevet til en person, der ikke så sine veninder og som ikke havde andet end sygdom i sit liv.
Lægens sidste løsning
Stomi er den eneste vej ud af smerterne, lød det fra lægen.
Da Amanda fik beskeden, sortnede det for hendes øjne.
»Hele min verden vælter og brister fuldstændig. Jeg er bange for, hvad andre tænker om mig, og hvad jeg selv kommer til at tænke om mig.«
Sygeplejersken forsikrede Amanda, at stomien nok skulle blive hendes redning, men tankerne var svære.
Til sidst kunne hun ikke længere møde ind på arbejdet i vuggestuen.
»Det hele var sort i forvejen. Men nu blev det endnu mere sort af at skulle have en stomi.«
Amanda fik tildelt en krisepsykolog, og derfra begyndte hun at tænke over, hvilket liv hun ville leve.
»Ville jeg helst lytte til de kloge hoveder, der forsikrer mig, at det bliver min redning – eller ville jeg leve med at lyve for min omgangskreds, undgå mine venner i supermarkedet og altid være hjemme?«
Hun valgte at lytte til de kloge hoveder.
Det første møde med stomien
Selvom Amanda ikke glædede sig til operationen, var hun efterhånden landet i, at hun skulle igennem den.
Operationen var gået godt, fortalte sygeplejersken. Amandas hoved var en smule ramt af narkosen, men hun husker det første møde med sin stomi helt klart.
»Det var det værste, jeg nogensinde havde set. Den var hævet og grim og bulede ud. Den var så ulækker at kigge på.«
Amanda væmmedes ved sin stomi. Hun drejede hovedet mod sygeplejersken og fortalte hende, at hun ikke skulle have noget med stomien at gøre.
Hver gang hendes øjne ramte stomien, fik hun det fysisk dårligt. Hun hyperventilerede og kastede op.
»Jeg var sønderknust. Jeg var begyndt at være håbefuld for operationen, men jeg kunne lige så godt dykke ned på bunden igen, fordi den så forfærdelig ud.«
Nye begyndelser
De næste par uger brugte Amanda på at vænne sig til sin nye tilværelse med stomien.
Hun lærte dens mønstre at kende og lærte at gøre de praktiske ting, der kommer med en stomi.
I alt den tid havde Amanda slet ikke tænkt over, at hun faktisk var blevet smertefri. Efter en måned var stomien tilmed begyndt at se fin ud.
»Lige pludselig finder jeg ud af, at jeg har et liv, der ikke er styret af smerter eller begrænsninger.«
Selvom alle første gange var svære og utrygge, fik hun mod til at springe ud i det.
»Første gang, jeg var på café med en veninde efter, var nervepirrende, men alt gik godt, og jeg gik fra aftalen helt høj på endorfinerne, fordi det var så fedt.«
Hun startede på arbejde igen og kunne være der uden begrænsninger og uden smerter.
»Jeg tænkte, hvis den kan give mig alt det her, hvad kan den ellers give mig?«
Amanda begyndte at træne, selvom hun var nervøs for, om man ville kunne se stomien i hendes træningstøj.
»Jeg kunne godt føle, at den bulede otte meter ud fra min mave. Men virkeligheden var, at den slet ikke kunne ses af andre end mig.«
Nyt liv
For Amanda føltes det som et identitetstab, da Amanda fik sin stomi for et år siden.
Men ikke desto mindre er den, som engang føltes fremmed, blevet til en god ven, fortæller Amanda.
»Stomien har givet mig et nyt liv. Det er nærmest som om, jeg har to fødselsdage. Dagen, jeg blev født, og dagen, jeg fik min stomi. Det er jo en glædens dag.«
Alle de begrænsninger, som Amanda troede, at stomien ville bære med sig, har vist sig slet ikke at være der.
»Det jeg kom fra, var langt værre end at få en stomi. Stomien har jeg ikke lyst til at bytte for noget andet. Det er det her, der er det fede liv.«
Hun er ikke et sekund i tvivl om, at hun i dag bærer posen på maven med stolthed.
»Det er ikke bare en pose på maven, det er symbolet på en fantastisk rejse.«