Efter et hårdt fødselsforløb på omkring ni timer blev 25-årige Amanda Høgh sat i en taxa og kørt de omkring 94 kilometer fra Herlev Hospital til Slagelse Sygehus.

Midt om natten – på et tidspunkt, hvor hun havde stærke veer.

Og hun er bestemt ikke den eneste, der har oplevet det, skriver DR.

I Region Hovedstaden blev 232 kvinder sidste år flyttet til et andet hospital under deres fødsel på grund af travlhed.

Det viser en aktindsigt fra Region Hovedstaden, som DR har fået indsigt i.

»Der kan jeg ikke mere, og jeg bliver enormt ked af det og græder. Jordemoderen følger os ned til parkeringskælderen, hvor vi skal med en taxa til Slagelse Sygehus, og jeg kan slet ikke overskue situationen,« siger Amanda Høgh om oplevelsen.

Det er ikke coronakrisen, men generel travlhed og manglen på jordemødre, der er årsagen til, at Amanda Høgh og mange andre fødende blev sendt på langfart, oplyser regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) til DR.

Hun kan ikke garantere, at de fødende får bedre forhold fremadrettet.