Bygherren, der finansierer byggeriet på Lærkesletten på Amager Fælled, har nu valgt at appellere det foreløbige byggestop til Landsretten.
I Københavns Byret fik foreningen Amager Fælledes Venner ellers for nylig på – én betingelse – medhold i, at byggeprojektet skal standes.
Betingelsen var, at foreningen kunne stille med en sikkerhed på to millioner kroner, og det beløb har foreningen hurtigt samlet ind.
Derfor står maskinerne på Amager Fælled nu stille.
Men den beslutning er bygherren Fælledby P/S utilfreds med.
Det skyldes blandt andet, at der sideløbende med sagen i Københavns Byret har kørt to klagesager mod projektet, som Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner står bag.
De to forening har nemlig tidligere på året klaget til Planklagenævnet og Miljø- og Fødevarenævnet, fordi foreningerne ikke mener, at byggeprocessen har taget tilstrækkeligt hensyn til arten stor vandsalamander, der lever på Lærkesletten.
De klager kom der foreløbigt svar på, inden sagen – der altså resulterede i et byggestop på Fælleden – blev afgjort i Københavns Byret.
Svaret var, at Fælledby P/S kunne fortsætte det igangsatte arbejde på Lærkesletten.
Men da der endnu ikke er faldet endelig afgørelse i de to klagesager, så har svarene ikke indgået i sagsbehandlingen i Københavns Byret.
Og derfor efterspørger Fælledby P/S nu landsrettens vurdering af, hvad de må og ikke må. Det fortæller direktør Erling Thygesen i en pressemeddelelse:
»Vi er nu endt i limbo mellem de tilladelser, vi har fra kommunen, og byrettens kendelse. Derfor skal sagen prøves i landsretten, så vi – og andre bygherrer – kan være helt sikre på, hvad vi må og hvad vi ikke må, både i nuværende og fremtidige byudviklingsprojekter.«
I pressemeddelelsen bemærker Fælledby P/S, at det endnu er uvist hvor længe projektet på Amager Fælled bliver forsinket, og hvad det betyder for byggeriets økonomi.