Onsdag eftermiddag har en mand været udsat for en alvorlig ulykke ved et nybyggeri i Slagelse.

Manden er faldet 18 meter ned gennem en elevatorskakt.

Det bekræfter vagthavende hos Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi, Kent Edvardsen, overfor B.T.

»Han arbejder i et byggeri, hvor de er ved at opføre nye ejendomme. Han arbejder i elevatorskakten, da han falder 18 meter,« siger han og fortsætter:

»Lige nu er han indlagt på Slagelse Sygehus, hvor hans tilstand er stabil. Han har dog brækket en del knogler i kroppen.«

Kent Edvardsen tilføjer, at nogle plader har været med til at redde arbejderens liv.

»Der ligger nogle plader i elevatorskakten, som han træder gennem på fjerde sal. Herefter falder han ned, men ved hver etage ryger han gennem plader, som på den måde er med til at tage farten af faldet.«

Der er meget mandskab ved ulykkestedet i skrivende stund, og billeder, som B.T. har fået sendt, viser, at der er op mod 15 kørertøjer med både brandbiler og politibiler.