Det kom som et chok for Alternativet i København, da de tirsdag morgen fik nys om, at de andre partier på rådhuset har givet håndslag på, at de sammen vil lave et budget for de næste to år – et håndslag, der er givet uden om Alternativet og Enhedslisten.
Det siger Emil Sloth Andersen, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet.
»Det er chokerende og deprimerende,« siger han på vej til rådhuset, hvor B.T. erfarer, at der er pressemøde om aftalen klokken 12.
B.T. kunne tidligere på morgenen erfare, at syv partier på Københavns Rådhus har indgået aftale om sammen at lave de næste to års budgetter for 2024 og 2025.
Det sker tre måneder før, at der normalt indgås en budgetaftale for året efter. Det er ganske usædvanligt, at der indgås budgetaftaler for to år ad gangen.
Dermed sidder Socialdemokratiet og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, der sidste år røg ud i kulden og ikke var en del af budgetaftalen, for bordenden igen.
Hos Alternativet understreger Emil Sloth Andersen, at han ikke har læst aftalen og ikke kender detaljerne, men at han er bekymret for, om den kommer til at betyde, at Alternativet dermed er fuldstændig er udelukket fra indflydelse på budgettet.
»Det her lyder som en manifestation af de asfalterede traditioner i København. Det har i så fald intet med bæredygtighed eller grøn udvikling at gøre, og det tager slet ikke bestik af valgresultatet, hvor så mange har stemt grønt og progressivt,« siger Emil Sloth Andersen.
Han har indtil for nylig været medlem af De Radikale i borgerrepræsentationen, men skiftede til Alternativet, blandt andet fordi han er imod Lynetteholmen.
Han kalder udsigten til en toårig aftale for at sikre økonomi til blandt andet metro og Lynetteholmen for en »uddateret magtmetode«, hvor han frygter, at de andre partier skal »sluge skovsnegle« for at påvirke budgetterne på alle andre punkter som kultur, børn og fritid, parkeringslicenser og alt derimellem.
Kan du så helt afvise, at I ender med at gå med i sådan en aftale?
»Det kan jeg på ingen måde afvise. Det kan jo være, der er en mulighed for, at vi kan rykke det i en grønnere retning, men det er en beslutning, vi træffer sammen med vores bagland.«
Socialdemokratiet har indgået aftalen med De Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Aftalen er opsigtsvækkende, fordi der er tale om en principaftale over to år, og fordi Enhedslisten og Alternativet ikke er med.
De syv partier har ifølge B.T.s oplysninger gennem længere tid forhandlet budgetterne i al hemmelighed. Det faldt så på plads her i weekenden.
Overborgmester Sofie Hæstorp Andersen (S) giver ingen kommentar inden pressemødet, hvor B.T. prøver at fange hende.