Der bliver født alt for få børn i store dele af Danmark, og specielt i København er det galt.
I hvert fald hvis man spørger Søren Ziebe, der er klinikchef på Rigshospitalets fertilitetsafdeling. For tal fra Danmarks Statistik viser, at fertiliteten i København halter gevaldigt efter resten af landet.
Og det hænger, ifølge Søren Ziebe, sammen med, at folk har svært ved at få børn.
»Set fra mit vindue er det et kæmpe problem. Det er en sygdom, vi har glemt at forebygge.«
»Selvfølgelig er der nogle, der vælger ikke at ville have børn, men det er generelt set ret få. Hvert tiende barn bliver lavet på en fertilitetsklinik, og det fortæller, at der er en masse mennesker, der har nogle reproduktionssygdomme,« siger han.
Tallene, der bekymrer Søren Ziebe, er blandt andet, at der pr. kvinde i 15-49-årsalderen i København i 2021 blot er blevet født 1,56 barn. Og det tal skulle helst ligge oppe på 2,1, for at vi ikke bliver færre mennesker i Danmark.
»Det er sygdom, der kommer af mange forskellige årsager. Livsstil er noget af det, hormonelle lidelser, seksuelt overførte sygdomme og alt muligt andet spiller ind. Det mest effektive vil være, at man får børn noget tidligere.«
»Det er værst i København, men man ser samme trend i de andre store uddannelsesbyer, hvor der er mange unge mennesker, der læser længere og træffer valget om at få børn senere,« siger han.
Årsagen til de lave fertilitetstal i netop København er altså, at evnen til at få børn falder drastisk med alderen. Mest hos kvinden og mindre drastisk hos manden, fortæller Søren Ziebe.
Gennemsnitligt lå fertiliteten, ifølge Danmarks Statistik, i Danmark på 1,7 barn. En del over Københavns 1,56, men stadig under det magiske tal 2,1.
»Det har nogle samfundsmæssige konsekvenser, som vi som minimum bør diskutere med hinanden.
»Hvis vi har store ændringer i fødselstallet, og vi bliver i tvivl om, hvorvidt der er nogen, der kan betale for ens alderdom, så er det muligt, at man ikke vil betale for deres børns skolegang. Og så er vi ovre i det amerikanske sind, fordi vi gemmer pengene til os selv for at kunne betale, når vi selv bliver gamle. Det er vildt forsimplet og banaliseret, men det er de generationskontrakter, vi har med hinanden,« siger han.
