I ni år har Anthon Louis' telefon bimlet og bamlet i voldsom grad, så snart kalenderen viste 'torsdag', 'fredag' eller 'lørdag'.

»Kan du skaffe mig et bord?«. »Er du på klubben?«. »Sker der noget i aften?«. Og så videre.

For mange ville en time i selskab med Anthons telefon være en uudholdelig og torturlignende 'fornøjelse', men for den travle københavner har det altså været hverdagen.

Derfor var det også både mærkeligt og ubehageligt, da den altid rødglødende iPhone pludselig fra den ene til den anden dag i foråret 2020 blev anderledes stille.

Omkring samme tidspunkt tonede Mette Frederiksen frem på skærmen i bedste sendetid og lukkede hele Danmark ned.

Efter ni år med fingrene helt nede i den københavnske klub- og restaurationsbranche var heftige byture blevet en så integreret del af Anthons identitet, at nedlukningen ramte som en spand koldt vand i hovedet.

Pludselig blev fyldte dansegulve og helflasker i pendulfart byttet ud med løbeture, computerspil og hjemmekontor.

Med andre ord: En voldsom omvæltning.

»Overraskende nok kunne jeg faktisk godt finde ro i det. Hvis man normalt ligger på sofaen en fredag, mens alle andre er ude, kan man få meget FOMO, men her var alle jo i den samme situation? Så jeg nød faktisk at kunne fokusere mere på træning, og så købte jeg også en stationær, så jeg kunne game med mine kammerater, hvilket også hjalp,« fortæller Anthon Louis.

Anthon Louis har efterhånden taget sin tørn af fredage og lørdage i det københavnske natteliv.
Anthon Louis har efterhånden taget sin tørn af fredage og lørdage i det københavnske natteliv.
Vis mere

På hjemmekontoret befandt der sig også Anthons hustru, Valentina, og efter en lille indkøringsperiode, hvor det med Anthons ord blev »lidt spændende at være så meget op og ned ad hinanden«, fandt de en måde at komme smertefrit gennem den lange nedlukning.

Men der var hele tiden noget, der trykkede hos den 29-årige klubkonge:

Byen. Den pulserende bas. Alle menneskerne. Det store dansegulv.

Beruselsen, som Anthon også sætter pris på, har han da fået på barer og til private fødselsdagsfester, men det kan bare ikke sammenlignes med bykongens hjemmebane: natklubben.

Til Anthons held kom der dog i starten af 2021 – midt i den lange nedlukning – én stor distraktionskilde, som gav ham andet at tænke på end længslen efter byture.

Her kunne knap én million danskere se invenstoren Jesper Buch kaste sin kærlighed over Anthon Louis og resten af teamet bag virksomheden 'Bare en t-shirt' i DR-programmet Løvens Hule.

Eller rettere sagt: Kaste sin kærlighed over Anthon Louis og ingen andre.

Iklædt en grå t-shirt, der næsten – og kun næsten – dækkede de utallige tatoveringer på den veltrænede krop, sine hænder på ryggen, og det lange hår bag ørerne, stod Anthon på nationalt tv og kæmpede for at holde et smil tilbage, mens Just Eat-stifteren nærmest forsøgte at købe klubkongens medkompagnoner ud, da han åbenbart kun have brug for Anthons viden og store netværk for at få firmaet til at vokse.

»Det endte med at handle mere om mig, end vi havde troet, for så meget var det ikke i studiet. Men det var vildt. Ikke på grund af fokusset på mig, men fordi der kom så sindssyg meget opmærksomhed på vores t-shirts,« fortæller Anthon.

Tre af ejerne i 'Bare En T-shirt'. Anthon Louis til venstre.
Tre af ejerne i 'Bare En T-shirt'. Anthon Louis til venstre.
Vis mere

Ordrebanken sprang i atomer, som holdet bag 'Bare en t-shirt' havde budgetteret med, men alligevel var lageret tømt efter et splitsekund.

Den voldsomme opmærksomhed resulterede i masser af arbejde, og undervejs begyndte Anthon at reflektere:

Havde han holdt sin sidste fest? Var han klar til det klassiske 8-16 familieliv, hvor den tunge bytur er en gave og ikke en naturlighed?

En del af ham kunne svare »ja« til de spørgsmål, men så kom der pludselig et tilbud.

Et tilbud, der var meget svært sige nej til.

Anthon har nemlig altid drømt om at have en klub på Lille Kongensgade i det centrale København, og da Remee og et par andre venner bød sig til, faldt alle brikker på plads.

»Jeg har en klub mere i mig,« lød beskeden fra Anthon på hjemmefronten, og det var der fuld forståelse for.

Siden har der igen været gang i telefonen, og fredag åbner 'Museo' så et stenkast fra Magasin.

»Jeg glæder mig helt ekstremt og får kuldegysninger ved tanken om at stå der igen. Jeg tror så meget på Museo. Det bliver så godt,« lyder det fra Anthon, der ved siden af Museo stadig skal være en del af 'Bare en t-shirt'.