En alpaka er måske ikke lige et dyr, du forventer at finde på et kvindekrisecenter.

Men det er om ikke andet virkeligheden på Haslevhus Kvindekrisecenter i Haslev på Sydsjælland, hvor tre hunner er flyttet ind for fire dage siden.

Dyrene skal fungere som terapidyr for voldsramte kvinder på centret, fortæller centerchef Christina Holst Larsen til B.T.:

»Mange af vores kvinder er vant til at blive talt nedladende til og få at vide, at de ikke duer til noget. Men samværet med dyrene kan være med til at berolige deres nervesystem og give point på selvværdskontoen,« siger hun.

Tre hun-alpakaer er flyttet ind på krisecenter i Haslev. Foto: Privat.
Tre hun-alpakaer er flyttet ind på krisecenter i Haslev. Foto: Privat.
Vis mere

En alpaka er et flokdyr, der oprindelig stammer fra Sydamerika. Den ligner en lama, men er væsentligt mindre.

Foruden at hjælpe med at få stressniveauet ned blandt kvinderne kan dyrene bidrage til at løsne stemningen op, når der skal tales om svære emner. Som for eksempel vold, misbrug, drabsforsøg eller seksuelle overgreb, der kan være hverdag for kvinderne på centret.

»Når man skal tale om noget, der er svært, så skal man jo gerne have en relation, og så starter man ikke med det svære lige med det samme. Så kan man tale lidt om dyrene først eller indimellem,« siger hun.

Dyrene er allerede blevet taget godt imod af kvinderne og de ansatte på centret, der i fællesskab står for pleje af dyrene. Det giver både en følelse af ansvar og noget at hygge sig med.

Alpakaerne er allerede faldet godt til i deres nye fold på krisecentret. Foto: Privat.
Alpakaerne er allerede faldet godt til i deres nye fold på krisecentret. Foto: Privat.
Vis mere

Planen er, at alpakaerne på sigt skal komme med på gåture, når de har lært at få en grime på deres ellers så følsomme næser.

Indtil da er dyrene ved at vænne sig til deres nye fold, kvinderne på centret og centrets to hushunde.

»Jeg kan se, at kvinderne får lidt rygrad af at være sammen med dyrene, der selv opsøger selskab. Det er de der små succeser, man ikke kan købe for penge,« siger Christina Holst Larsen.

Alpakaerne har endnu ikke fået navne, men der er mange stærke kvindenavne oppe at vende, fortæller centerlederen. Som for eksempel Inge Lehmann, den danske seismolog, der opdagede, at jorden havde en fast indre kerne.