Alm. Brand med opfordring: Husk denne ting, når du skal på festival
Særligt én ting kan være meget vigtig at få pakket til årets festivalsæson.

Særligt én ting kan være meget vigtig at få pakket til årets festivalsæson.

Skal du afsted på en af årets mange musikfestivaler?
Så er der især én ting, der er vigtig at pakke med hjemmefra:
Nemlig en hængelås til dit telt.
Sådan lyder opfordringen fra forsikringsselskabet Alm. Brand i en pressemeddelelse.
For hvis en langfingret tyv er på spil i dit telt, mens du selv er ude at nyde musikken, kan det være afgørende for, hvordan du er stillet efterfølgende.
»Hvis du er så uheldig at blive udsat for tyveri, skal dit telt være aflåst med for eksempel en hængelås, for at du er dækket af forsikringen, men det er selvfølgelig aldrig en god idé at efterlade særligt værdifulde ting uden opsyn,« forklarer Mathias Kjær Sigvaldason, der er Vice President for Indbo i Alm. Brand.
Desuden er der en anden ting, du bør være opmærksom på som festivalgæst.
For selvom din indboforsikring ofte dækker dine personlige ejendele ved tyveri på festival, dækker den typisk kun, mens du faktisk opholder dig på festivalen som overnattende gæst.
Men det er forsikringsselskabets oplevelse, at mange ikke ved det.
»Mange tror, at deres ejendele automatisk er dækket under hele festivalen. Men hvis du efterlader dine ejendele i teltet og tager hjem for at sove, kan det have betydning for forsikringsdækningen,« forklarer Mathias Kjær Sigvaldason fra Alm. Brand og tilføjer:
»Derfor er det vigtigt, at du tjekker op på din forsikring, og hvad den dækker, inden du tager afsted.«