Der er dårligt nyt til i alt 75 unge mennesker i Sønderjylland.

Helt konkret er fire elever på Højer Efterskole tæt på Vadehavet blevet testet positiv for coronavirus.

Det har betydet, at samtlige af skolens 75 elever er blevet sendt hjem, og tidligst kan vende tilbage til skolen i midten af næste uge. Det skriver jv.dk.

Forstander på efterskolen, Mads Hegaard Hansen, er rigtig ærgerlig over, at der er sket et smitteudbrud.

»Det er synd for både elever og lærere. Det her fortæller mig, at vi fortsat skal tage restriktionerne meget alvorligt,« siger han til jv.dk.

Forstanderen forklarer, at eleverne testes to gange om ugen.

Og det har gjort, at nogen elever mener, at de ikke behøver holde så stor afstand.

»Vi har haft elever, som har fortalt mig, at vi bør slække lidt på de afstandsanbefalinger, der er, når nu eleverne bliver testet to gange om ugen. Ligesom vi forlanger, at de bliver testet, inden de ankommer på skolen, hvis de har været hjemme en weekend. Så er der elever, der mener, at de kan være hundrede procent sikre, men det her viser, at det kan man ikke,« siger forstanderen til jv.dk.