Onsdag morgen hørte Allan Reimer Lauritsen i bilradioen, at al unødig kørsel i Østjyllands Politikreds blev frarådet.
»Så tænkte jeg, 'nu skal jeg hjemad i en fart',« siger han – men sådan endte det mildest talt ikke med at gå.
Tværtimod sidder Allan Reimer Lauritsen i sin bil.
På 17. time.
Som så mange andre bilister holder han i den monsterkø, der opstod på E45 Østjyske Motorvej onsdag på grund af snestormen.
»Det er forfærdeligt,« siger Allan Reimer Lauritsen om de mange timers ventetid på motorvejen.
»Uvisheden er det værste. Man aner ikke, hvad der vil ske, og hvornår det sker. Nu har jeg holdt her i over 17 timer, og jeg ved stadig intet om, hvornår jeg kan komme videre,« fortsætter han.
Allan Reimer Lauritsen var ude for at udføre en opgave for Norlys, men blev fanget på motorvejen på vejen hjem til bopælen i Randers.
»Vi har ikke rigtig hørt noget fra politiet. Jeg forsøgte selv at ringe til 114, men fik jeg en telefonbesked om, at der var travlt, og at jeg måtte væbne mig med tålmodighed,« fortæller Allan Reimer Lauritsen.
Han forstår godt, at politiet er udfordret af snestormen, men undrer sig over, at sms-systemet, hvor borgere i bestemte områder kan advares i nødstilfælde, ikke er blevet taget i brug.
»Hvis der blev udsendt en besked hver time eller hver anden time, ville vi vide, hvad vi kunne forvente,« siger Allan Reimer Lauritsen.
Tidligere på natten blev der oprettet evakueringscentre til bilisterne i henholdsvis Randers og Aarhus.
»Men for at komme frem til dem kræver det jo, at man kan flytte sig, og det kan jeg ikke. Jeg sidder fast i køen,« siger han.
De mange timers ventetid har Allan Reimer Lauritsen brugt på at rydde op i bilen og se TV og Netflix.
»Jeg er glad for, at jeg ikke kører i elbil, for jeg har efterhånden brugt en halv tank på at holde i tomgang,« siger Allan Reimer Lauritsen.
Han fortæller, at der tidlig torsdag morgen ligger omkring 10-15 centimeter sne mellem bilerne, og snedriverne vurderer han er omkring 20 centimeter høje.
»Det bliver svært for personbilerne at komme i gang igen,« forudser Allan Reimer Lauritsen fra sin plads i motorvejskøen.
Han håber, at han snart kan komme videre, så han kan komme hjem til sin hustru og parrets søn på ti måneder – og få noget mad indenbords igen.
»Jeg har ikke fået noget at spise siden morgenmaden i går, så jeg er efterhånden godt sulten og tørstig.«
»Ja, jeg taber mig jo nok lidt af det her,« griner han.
