I den kinesiske by Shenzhen tæt på Hongkong bor Allan Nielsen fra Fyn, og han kommer ikke særligt meget ud for tiden. Myndighederne har anbefalet, at man holder sig indendøre.

Han bor nemlig i et område, hvor der er risiko for, at man bliver smittet med coronavirus.

»Der er en lille håndfuld smittede i det område, hvor jeg bor,« siger han, da B.T. taler med ham mandag formiddag dansk tid.

Det betyder også, at myndighederne har udsendt et påbud om, at man skal bære den velkendte hvide maske for munden.

Flere steder i Kina måler man folks temperatur ved stationer, lufthavne og flere store veje, hvor man har opstillet checkpoint.
Flere steder i Kina måler man folks temperatur ved stationer, lufthavne og flere store veje, hvor man har opstillet checkpoint. Foto: CARLOS GARCIA RAWLINS
Vis mere

Påbuddet er udsendt på sms, og i beskeden står der, at man vil blive straffet, hvis man ikke følger anvisningen.

»Apotekerne er helt ribbet for masker, og på nettet, hvor man også kan skaffe dem, er der ikke flere,« siger han.

Selv har han en enkelt maske, der egentlig er til engangsbrug, men han forsøger at spare på den, så den kan bruges i længere tid.

»På sociale medier florerer der rygter om, at man skal klippe masken i stykker, før man smider den ud, ellers risikerer man, at den bliver solgt videre,« siger han.

Men selvom der i nogle tilfælde er lidt panik på sociale medier, er Allan Nielsen forholdsvis rolig. Han stoler på, at myndighederne har styr på situationen.

»Det er mit indtryk, at myndighederne tager det dybt seriøst og arbejder både åbent og professionelt,« siger han.

Han holder øje med, hvad der foregår, men lige nu vurderer han ikke, at det er en farlig situation for ham.

Dog kan den 32-årige ingeniør, der arbejder i en lille virksomhed i Kina, være nervøs for, at det ændrer sig.

Allan med sine kollegaer, da der var nytårsfest i det firma, hvor han arbejder
Allan med sine kollegaer, da der var nytårsfest i det firma, hvor han arbejder Foto: Privatfoto
Vis mere

Antallet af smittede stiger hver dag og nærmer sig så småt 3000 mennesker globalt set. Størstedelen af dem er fra Kina.

»Jeg er ikke nervøs lige nu, men jeg er da lidt nervøs for, hvad der kommer til at ske i fremtiden,« siger han.

Går han ud på gaden, er der heller ikke meget panik at finde. Faktisk er der ikke særligt mange mennesker at finde. Om det hænger sammen med udbruddet af det nye coronavirus eller det kinesiske nytår, ved han ikke.

»Der er meget få mennesker på gaden, så det er primært på sociale medier, at jeg oplever bekymring,« siger han.