Turister plejede at nyde en tur på Frederik VII's kanal ved Løgstør, men nu er den blevet grøn og lugtende.

Og det går hårdt ud over kommunens indtægter.

Det skriver TV 2 Nord.

Det er dog langt fra et akut problem.

I flere år har der været udfordringer med iltsvind og lugtgener, men nu er det blevet så slemt, at turister ikke kan komme ud og sejle på den nordjyske kanal.

Det skyldes en opblomstring af alger i kanalen, som i år har været massiv. Det fortæller kommunikationsansvarlig på Limfjordsmuseet, Sofie Gade Hedegaard.

Museet ligger ud til Frederik VII's kanal og har solgt ture på både på den.

I år har man dog været nødt til at droppe alle bådturene i 14 dage, fordi algerne sætter sig i motoren.

»Det er ikke så fedt, når man lever af turisme. Vi bliver enormt påvirket af, at vi ikke kan komme ud at sejle,« siger Sofie Gade Hedegaard til TV 2 Nord.

Det er imidlertid svært at gøre noget ved de grønne alger. Området er nemlig kategoriseret som en fredet lagune efter EU-lovgivning.

Derfor vil flere lokale politikere have Signe Munk (SF), der er By- Land og Transportminister, på banen.