Året er ved at nå sin ende, og det har fået aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen til at reflektere over året, der er gået.
Berlingske har bedt ham om at komme med sit besyv på, hvilken sundhedstrend vi skal lade blive i 2025.

»Vi skal stoppe med det overdrevne fokus på protein. Et højt proteinindtag er associeret med kortere levetid,« siger Morten Scheiby-Knudsen til avisen.
Han uddyber, at mange stræber efter to gram protein pr. kilo kropsvægt for at bygge muskler. Og det er ifølge ham alt for meget, da det både er dårligt for levetiden og risikoen for at få sygdomme.
En høj muskelmasse er imidlertid vigtig for en sund alderdom, men det får man af at træne sine muskler – og ikke af at spise proteinpulver, lyder det fra aldringsforskeren.
Rådet fra Morten Scheiby-Knudsen er at stræbe efter cirka 1,2 gram protein pr. kilo kropsvægt, hvis man er oppe i årene. Hvis man er yngre skal proteinindtaget ikke være mere end det, siger han til avisen.
Hans råd går på, at vi bør spise »meget mindre« kød. I stedet mener han, at vi bør spise meget mere fisk. Og i det nye år har han selv planer om at lave en stor ændring i sin kost:
»Jeg vil rigtig gerne blive pescetar. Nu må det være,« siger han til Berlingske.

