Fra 30. marts åbner Energistyrelsen for sluserne.

Sluserne, hvor man kan tilbagebetale sin varmecheck ganske frivilligt.

Det følger af et aktstykke, som 23. marts blev vedtaget i Folketingets Finansudvalg, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Grundet en masse kaos og graverende fejl på baggrund af oplysninger fra BBR-registeret, så fik mange stukket en varmecheck i hånden uden at være berettiget til at få den.

I BBR-systemet var de registreret med gasfyr, men mange havde ikke længere den slags fyr til at opvarme deres hus. En fejl, som har kostet op mod 65 millioner kroner.

Det samlede varmecheck-beløb endte på omkring 2,4 milliarder kroner. Imidlertid kan op mod 10.700 danskere have modtaget varmechecken uden at være berettiget til den.

Disse husstande er ifølge loven berettiget til at modtage varmechecken og skal ikke betale den tilbage til statskassen. Der er ikke nogen, der har modtaget varmechecken på 6.000 kroner, der er forpligtet til at betale tilbage.

»Enkelte borgere, der har modtaget varmechecken, har udtrykt ønske om mulighed for frivilligt at tilbagebetale det modtagne beløb,« skriver Energistyrelsen og siger, at det vil man nu imødekomme, hvorfor man åbner for at kunne ansøge om at betale tilbage.

»Herefter vil Energistyrelsen fremsende en faktura, som du kan vælge at betale. Der kan gå op til 20 dage, før du modtager fakturaen via mail,« skriver styrelsen.

Energistyrelsen siger, at samtlige kroner ryger tilbage i statskassen.