For et år siden blev Banedanmark opmærksom på et omfangsrigt – og ikke mindst irriterende – problem, der endnu ikke er sat en stopper for.

I krattet ved den sporbærende bro ved Kærvej, lige syd for Støvring Station, fandt man ikke færre end 300 aflagte poser med hundelort i forbindelse med vedligeholdelse af de grønne arealer.

Det skriver Nordjyske.

Banedanmark vedligeholder området to gange årligt og kan konstatere, at der fortsat bliver fundet aflagte poser, når man tropper op. Det koster ekstra kræfter, tid og ikke mindst penge i forbindelse med vedligeholdelsen.

Foto: Banedanmark
Vis mere

Til B.T. oplyser Banedanmark, at det som sådan aldrig har været et problem langs deres strækninger i landet.

Og hvis det har været, taler vi i meget lille omfang.

Det er altså aldrig set så voldsomt, som det er i Støvring, oplyser Banedanmark, der ikke lægger skjul over deres irritation på situationen. Det er nemlig dem, som har ansvaret for at vedligeholde områder langs sporene.

Rebild Kommune kan ifølge Nordjyske ikke opstille skraldespande i området, hvorfor Banedanmark nu forsøger med at opsætte skilte.

Det er ikke kun i Støvring, at Nordjylland har oplevet problemer med skrald, der ligger og flyder i naturen.

B.T. har tidligere skrevet om en gruppe unge, som en gang om måneden mødes frivilligt og samler skrald.

En dag samlede de blandt andet 20 poser og seks sække med affald på blot to timer.