Når man søger et nyt job, er der typisk krav om særlig uddannelse og antal år på arbejdsmarkedet – gerne med en god anbefaling i baglommen.

Hos det danske firma Weply, der opsætter og døgnbemander andre virksomheders livechat for at sælge mere, ser jobopslaget dog noget anderledes ud.

»Leder – der har afholdt minimum fem måneders barsel – søges!« lyder det i første linje i opslaget på LinkedIn.

Ifølge Søren Gøtterup-Tang, der er direktør og medstifter af Weply, er der nemlig en lang række fordele ved at ansætte en person, der har holdt barsel, frem for en, der udelukkende har prioriteret egen karriere:

»Når pegefingeren går fra at pille i egen navle til at passe på et andet menneske, udvikler man nogle kompetencer, som er vigtige for os.«

Helt konkret mener Søren Gøtterup-Tang, at man blandt andet udvikler perspektiv, koordinerings- og kommunikationsevner, har et godt øje for udvikling og behovsdækning, men vigtigst af alt udvikler man empati.

»Har man kompetencekurset barsel eller orlov, kan man have mange af de ting, vi søger. Og har man ikke empati, så kan man ikke sætte sig ind i kollegaers eller kunders problemer – og det at være leder ved os kræver meget empati.«

Barsel eller orlov er et ret usædvanlig krav i et jobopslag, og selvom man skulle tro, det måske var ment med et glimt i øjet, så mener Søren Gøtterup-Tang det ganske alvorligt.

Her ses jobopslaget fra LinkedIn.
Her ses jobopslaget fra LinkedIn.
Vis mere

»Der er ikke noget glimt i øjet. Det er et krav. I stillingsannoncer er der dog ikke nogen ultimative krav, men det er nogle ting, vi godt kunne tænke os.«

I jobopslaget på LinkedIn fremgår det yderligere, at uddannelse er underordnet, men at man skal have være leder før og arbejdet med customer success.

Der står også, at barslen kan erstattes af at have været hovedansvarlig i minimum seks måneder for et andet menneskes udvikling.

Med barsel som kvalifikation lyder opslaget til at give kvinder en fordel?

Søren Gøtterup-Tang ser barsel for at være en kvalifikation. Foto: Privat
Søren Gøtterup-Tang ser barsel for at være en kvalifikation. Foto: Privat
Vis mere

»Hvis der er mænd, der ikke har valgt at tage barsel i deres karriere, så er det et valg. Men vi har måske  en samfundsstruktur, der gør, at kvinder har lettere ved at opfylde kravene. Hvis man søgte en mekaniker, vil der også være større chance for at få en mand, for flere mænd har taget sådan en uddannelse.«

Og den sammenligning kan der måske været noget om. Kigger man på statistikken for barsel, så tog fædre i 2018 i gennemsnit 31,9 dages barsel, og kvinder 273,9 dages barsel. I 2019 blev der uddannet 183 mandige automekanikere og otte kvindelige. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Kan man sige, at du med sådan et krav får en leder, der i hvert fald har et barn, og så undgår du måske at betale i hvert fald én barsel?

»Nej, for det handler ikke kun om barsel. Det kan også være en, som for eksempel har arbejdet på et børnehjem i Indien eller taget sygeorlov for at passe sin mor. Det kan være mange ting, hvor personen på et tidspunkt har tænkt, at nu er det ikke mig, det handler om.«

Så det handler altså ikke om at spare penge i form af at spare en barsel?

»Nej, det gør det bestemt ikke. Vi vil bare gerne ansætte en leder, der har nogle bestemte kvalifikationer. Vores stille drøm er, at det er måske nok er det første opslag med sådan en kvalifikation, men at der forhåbentlig vil komme flere efter os. Barsel er nemlig kompetencegivende,« siger Søren Gøtterup-Tang.