Flere supermarkeder har på det seneste opfordret kunderne til at udvise overskud og tale pænt til de ansatte.

Nu kommer en Aldi-chef med samme bøn – men på en helt anden baggrund.

'Jeg vil blot opfordre til, at når I går ned i jeres lokale Aldi på Møllebakken, og I møder personalet, så vær lidt ekstra søde mod dem,' skriver Senada Darkulic, som er distriktschef i Aldi, i Facebook-gruppen '4800 Nykøbing Falster – Det lokale fællesskab'.

Det gør hun ikke, fordi de ansatte i Aldi-supermarkedet på Møllebakken i Nykøbing Falster har haft flere ubehøvlede kunder end normalt på det seneste.

Det er derimod en specifik hændelse, der får distriktschefen til at komme med bønnen til kunderne.

'De har lige oplevet noget meget traumatisk,' skriver Senada Darkulic om supermarkedets ansatte.

Torsdag aften i sidste uge blev den pågældende Aldi-butik udsat for et groft røveri, hvor maskerede røvere tvang personalet til at åbne et pengeskab, hvorefter gerningsmændene stak af med et større pengebeløb. Det skriver Folketidende.

'Vi gør vores bedste for at passe på medarbejderne, så hvis I vil hjælpe mig med det, så vil jeg sætte enorm meget pris på det,' skriver Senada Darkulic videre.

Hun tilføjer, at Aldi – som de fleste nok ved – er i fuld gang med at forlade det danske marked.

»Vær lidt ekstra forstående, hvis der mangler en mælk, eller de kommer til at lave en fejl i kassen'« lyder det fra distriktschefen.

I kommentarer roser adskillige Facebook-brugere Senada Darkulic' opfordring til kunderne.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver i døgnrapporten fra mandag, at fire personer nu er anholdt i sagen.

Tre personer er varetægtsfængslet, og natten til tirsdag anholdt politiet en 23-årig mand, som havde meldt sig selv.