Restauranten Alchemist scorer to michelinstjerner i første hug. Det står klart mandag aften efter afsløringen af årets nordiske michelinguide.

Det er højst usædvanligt, at en restaurant, som ingen stjerner har i forvejen, springer direkte til to stjerner.

- Det er vanvittigt. Jeg er meget stolt og taknemmelig, lød det fra chefkok Rasmus Munk, da han gik på scenen for at modtage hæderen.

Alchemist lukkede i efteråret 2017, men slog atter dørene op i juli 2019.

Da Alchemist mandag i sidste uge åbnede for bordreservationer i perioden 1. april til 11. juli 2020, blev bordene revet væk på to minutter.

Restauranten ejes af chefkok og alkymist Rasmus Munk og forretningsmanden Lars Seier.

Årsagen til, at restauranten får den store anerkendelse, kræver få ord fra Michelins side.

- Chefkok Rasmus Munk tilbyder en helt unik oplevelse af mad, kunst og teater, lyder det på Twitter.

For at få de to stjerner skal man levere mad af utrolig høj kvalitet, og man har ifølge den gastronomiske guide skabt en restaurant, som er værd at køre en omvej for.

En anden dansk restaurant, som kan gå hjem med en ny stjerne, er Gentofte-restauranten Jordnær, som opgraderer fra én til to michelinstjerner.

Ud over den ekstra stjerne modtog kokken Tina Kragh Vildgaard, som sammen med sin mand netop står bag Jordnær, en særpris for ekstraordinært god service.

Restaurant Geranium beholder sine tre stjerner. Restauranten er en ud af kun to trestjernede restauranter i Norden. Den anden ligger i Sverige.

Chefkokken på Geranium, Rasmus Kofoed, var også på scenen for at modtage særprisen Chef Mentor Award.

Der er blevet uddelt i alt 62 michelinstjerner til Norden i år.

En del danske restauratører må derfor være noget slukørede, da der alene sidste år blev givet 35 stjerner til Danmark – inklusive Færøerne.

På scenen sagde den internationale direktør for Michelin, Gwendal Poullennec, at der er omkring 500 tostjernede michelinrestauranter i verden.

/ritzau/