En mand fra Ikast så på sin aften gåtur torsdag et syn, der fik hans hjerte til at banke lidt hurtigere.

Selvom klokken var omkring 23.00 om aftenen, var Albert Kusk, som manden hedder, og hans hund Samo nemlig ikke de eneste, der var på tur i mørket.

Det fortæller han til Herning Folkeblad.

Under turen opfangede Albert Kusk pludselig nogle mærkelige pibelyd, og selvom han i første omgang slog dem hen som ingenting, opdagede han hurtigt kilden.

Jeg blev bange

Mens Albert Kusks hund besørgede, og han tålmodigt stod og kiggede sig lidt rundt, så han i måneskinnet to ulve passere foran ham - blot ti meter væk.

»Jeg blev bange. Faktisk tog jeg hunden op i favnen og ringede hjem til konen for at fortælle om mit dramatiske møde,« siger han til Herning Folkeblad.

Han indrømmer da også, at han foretog opkaldet til sin kone for at sikre sig, at hustruen satte noget i værk, hvis han og hunden ikke vendte retur.

Både Albert og hunden slap dog med livet i behold.

Arkivfoto. Ulve er blevet spottet i Jylland flere gange i løbet af de seneste år.
Arkivfoto. Ulve er blevet spottet i Jylland flere gange i løbet af de seneste år. Morten Juhl

Gennem de senere år er der blevet spottet ulve flere steder rundt i Danmark. I april 2018 skabte det eksempelvis stor debat, da en 66-årig borger skød en ulv Ulfborg. Siden er han da også blevet dømt i sagen om Danmarks første ulvedrab.

Så sent som den 9. april blev to ulve igen spottet i den vestjyske by. Denne gang var det et vildtkamera blot 80 meter fra et beboet stuehus, som kunne afsløre, at der havde været ulve i området.

I maj i år talte B.T. med Marc Bæk Nielsen, som så en ulv ved sit sommerhus i nærheden af Aalbæk i Nordjylland - et syn som han fangede på video.

Ifølge Miljøstyrelsen var der i knap 200 år ingen ulve i Danmark. I november 2012 blev den første bekræftede ulv dog fundet i Nationalpark Thy, og siden er der observeret ulve og indsamlet DNA-spor i det meste af Jylland.