Søndag eftermiddag overfaldt en patient på en retspsykiatrisk afdeling på det nye supersygehus Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst flere medarbejdere.

Samtidig svigtede overfaldsalarmen.

Det bekræfter både arbejdsmiljørepræsentant Max Lindegaard og fællestillidsrepræsentant Tina Brejl Aagaard over for TV2 Nord.

En patient lavede "udfald mod personalet", og idet personalet aktiverede overfaldsalarmen, virkede den ikke. Derfor blev det øvrige personale ikke alarmeret og kunne ikke komme og hjælpe, fortæller Tina Brejl Aagaard til mediet.

Medarbejderne, der var sammen med patienten, opdagede fejlen og ringede rundt til andre på afdelingen.

- Det er rent held, at medarbejderne ser skærmene, for de giver ingen lyd eller noget, som de plejer at gøre. Vi har alle telefoner på os, som plejer at alarmere os, men det sker ikke i det her tilfælde.

- Det er meget alvorligt, for det kan være både patienter og personale, der kan komme til skade. Der er fysiske og psykiske skader på flere medarbejdere, siger Tina Brejl Aagaard til TV2 Nord.

De berørte medarbejdere blev efter episoden sendt hjem. Patienten er blevet politianmeldt.