En demonstration mod pelsindustrien udviklede sig lørdag aften til en »rystende oplevelse« for dem, der var mødt op.

Det skulle have været en fredelig demonstration, som aktivisterne fra CAFT (Coalition to Abolish the Fur Trade) så ofte har afholdt før, da de mødte op foran designbutikken MaxMara i København.

Med skilte, en megafon, kridtspray og en demonstration, der på forhånd var meldt til politiet, begyndte de fremmødte at råbe op.

Men efter blot få minutter blev aktivisterne afbrudt af politiet, der var mødt talstærkt op, fortæller en af aktivisterne, der var til stede:

»Det var meget voldsomt. Der var 12 betjente til 10 aktivister. Fra det ene øjeblik til det andet blev en af de andre lagt ned, mens to blev skubbet hårdt i brystet af betjenten – den ene røg direkte i jorden,« fortæller aktivisten Maria.

»Vi livestreamede demonstrationen, og der mente politiet tydeligvis, vi var kommet for tæt på – men derfor bør man ikke ty til vold.«

Flere af aktivisterne filmede demonstrationen, fordi de før »har haft dårlige oplevelser med politiet«, fortæller Maria.

Og derfor fik de også fanget det øjeblik, hvor to af aktivisterne bliver skubbet i brystet. Videoen af episoden kan man se øverst i artiklen.

Aktivisterne nåede kun kort at tale dyrenes sag, før de blev afbrudt under demonstrationen, fortæller de.
Aktivisterne nåede kun kort at tale dyrenes sag, før de blev afbrudt under demonstrationen, fortæller de.
Vis mere

»Vi er ikke interesserede i, at det skal blive voldeligt, og plejer at have konstruktive samtaler med politiet, når vi demonstrerer. Det var også derfor, at vi havde meldt demonstrationen på forhånd. Hele episoden var bare gennemgående rystende,« fortæller Maria.

B.T. har foreholdt Københavns Politi aktivisternes oplevelse samt den video, der blev optaget af betjenten under demonstrationen.

Vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard oplyser, at Københavns Politi ikke kommenterer sager, der handler om magtanvendelse – eller sager, der kan udvikle sig til klagesager.

»Jeg kan bekræfte, at der var en demonstration, og at der blev foretaget en kortvarig anholdelse. Der kom en kortvarig tilspidsning af stemningen dernede,« oplyser Bjarke Dalsgaard.

Maria og resten af aktivisterne fra CAFT har nu tænkt sig at klage over optrinnet, fortæller hun.

»Vi har retten til at demonstrere, men vi er allesammen godt rystede efter oplevelsen, så nu skal vi i hvert fald have en snak om, hvordan vi skal gøre fremadrettet. Men en ting er sikkert: Dyrene stopper ikke med at lide, selvom politiet er voldelige,« siger Maria.

Coalition to Abolish the Fur Trade (CAFT) er en græsrods-dyrerettighedsbevægelse, der kæmper for at stoppe pelsproduktion verden over.

Demonstrationen mod MaxMara var en del af en global kampagne mod modehuset og deres salg af pels fra mink og ræve, oplyser CAFT Danmark.