Seks gange er der i år blevet tilkaldt ambulancer til en såkaldt ungdomsnatklub i Roskilde, hvor unge ned til 15-årsalderen har festet.
Det viser en aktindsigt fra Region Sjælland, som TV 2 Kosmopol har fået.
I alt 21 gange er ambulancer rykket ud til adressen siden 2023.
»Det er foruroligende, selvom vi ikke ved, hvilke hændelser og ambulancekørsler der er tale om,« siger Michael Jensen, faglig leder hos Alkohol & Samfund, til TV 2 Kosmopol.
Også til en adresse i Køge, hvor der ligeledes har været arrangeret lignende fester – kaldet City 3 – har der i år været ambulanceudrykninger, skriver TV 2 Kosmopol videre.
Konceptet er gået ud på, at de unge selv har skulle medbringe deres alkohol.
TV 2 Fyn kunne fredag fortælle, at erhvervsminister Morten Bødskov (S) erklærede festerne ulovlige på baggrund af opmærksomheden mod City 3-arrangementer i Odense.
»Restaurationsloven er klokkeklar. Hos virksomheder, der ikke har alkoholbevilling, må man ikke selv medbringe for eksempel øl, vin eller spiritus« lød det:
»Og her havde unge fået lov til at tage både vodka og shots med. Det er slet og ret forbudt. Samtidig er det forbudt at servere eller lade servere alkohol for personer, der ikke er fyldt 18 år.«
Arrangørerne af City 3 mener dog, at festerne er lovlige.

