Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Agnete Bjerre-Madsen kunne ikke tro sine egne øjne, da hun onsdag eftermiddag åbnede Instagram og gik ind på undertøjsfirmaet Moons and Junes side.

Det er nemlig hendes firma – ja, hendes hjertebarn – men denne gang var intet, som det plejede.

»Sorry, this page isn't available,« stod der med sort skrift, mens alle de normale billeder af Agnetes silkebløde undertøj var ingen steder at finde.

Siden med mere end 30.000 følgere var pist væk, og så vidste iværksætteren lige præcis, hvad der var sket:

At en længerevarende hetz fra Instagram nu var resulteret i det værst tænkelige:

En udelukkelse fra den platform, hvor Agnete og Moons and Junes har lagt alle sine marketingskræfter med massevis af billeder, kommunikation med kunderne og præsentation af nye produkter.

Men hvorfor er Moons and Junes ikke velkommen på Instagram?

Årsagen skal findes i det univers, som den unge virksomhedsejer har forsøgt at skabe hos Moons and Junes.

Her ses et af den type billeder, som Moons and Junes har delt for sine følgere, og som de ofte har oplevet blive fjernet.
Her ses et af den type billeder, som Moons and Junes har delt for sine følgere, og som de ofte har oplevet blive fjernet.
Vis mere

Agnete mener nemlig, at alle kroppe er smukke, og at der på sociale medier ofte er et glansbillede af, hvordan en krop ser ud.

Den tankegang kommer meget tydeligt til udtryk i Moons and Junes mange billeder.

Dér kan en kvinde nemlig ikke veje for meget. Dér er der ingen aldersgrænse for at være undertøjsmodel. Og dér gør det ikke noget, at man under bh'en kan se antydningen af brystvorterne.

Men det er samtidig en tankegang, der absolut ikke går hånd i hånd med Instagrams politik om fjernelse af billeder.

»Det er helt tydeligt, at folk bliver mere provokerede af en tyk krop i undertøj end en tynd, og det er noget, vi har kunnet mærke i lang tid. Vi har fået masser af billeder taget ned,« fortæller Agnete Bjerre-Madsen.

Agnete Bjerre-Madsen.
Agnete Bjerre-Madsen. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Vis mere

Den seneste halvanden måned har undertøjsfirmaet fået fjernet intet mindre end 15 billeder eller såkaldte stories, og oftest lyder det kortfattede argument, at der er tale om 'pornografi'.

Et argument, der frustrerer Agnete.

»Vores billeder er jo så langt fra pornografi. Faktisk er det helt modsat. Det er absurd, at fælden klapper, hvis man ikke følger glansbilledet, og det er trist, når kropspositivismen ellers er en bevægelse, flere og flere anerkender. Og når vi taler med andre, er meldingen også, at de får fjernet billeder – især billeder af kroppe, der ikke matcher det snævre glansbillede af, hvordan en krop skal se ud,« siger Agnete.

Paradoksalt nok skulle det dog vise sig, at onsdagens udsmidningsgrund fra Instagram var ny. Meget ny endda.

I april 2021 lagde Moons and Junes nemlig et harmløst billede op fra Netflix-serien Narcos, hvor hovedpersonen i serien, som portrætterer colombianske Pablo Escobar, sidder på et gyngestativ og kigger trist ud i luften.

Agnete og kollegaerne brugte billedet til komisk at illustrere de kunder, der forgæves venter på en Moons and Junes sending med posten.

Men hos Instagram griner man ikke af opslaget.

Agnete modtog nemlig i går en besked om, at man fjernede opslaget med følgende argument:

'Fotos eller video med ekstrem grafisk vold'.

Her ses den meddelelse, som Agnete modtog kort før, profilen blev lukket ned
Her ses den meddelelse, som Agnete modtog kort før, profilen blev lukket ned
Vis mere

Umiddelbart troede hun, at der var tale om en fejl, men ikke desto mindre var det så en fejl, der fik bægeret til at flyde over.

Moons and Junes' Instagram-side blev nemlig udelukket kort tid efter.

»Jeg tænkte bare 'fuck', for uden Instagram er vi på meget dybt vand. Og så var det tydeligt for os, at det er en konsekvens af den diversitet, vores modeller er et udtryk for. Det er latterligt og en grim situation,« fortæller Agnete, der nu kæmper for at få åbnet profilen igen.

Desværre er Agnete langt fra alene.

Her ses en af de type billeder, som Moons and Junes har delt med sine følgere, og som de oftest har oplevet blive fjernet af eksempelvis Instagram.
Her ses en af de type billeder, som Moons and Junes har delt med sine følgere, og som de oftest har oplevet blive fjernet af eksempelvis Instagram.
Vis mere

Forskeren Frederik Stjernfelt, der blandt andet har skrevet bogen 'Your Post has been Removed', er nemlig ikke overrasket, da B.T. forklarer ham om Moons and Junes' situation med de mange fjernede billeder.

»Det er grotesk, men ikke overraskende. Det sker for mange. Man har lavet en meget hård pornografi-politik, og det går i Agnetes tilfælde ud over et meget vigtigt budskab,« siger Frederik Stjernfelt.

Han forklarer, at Instagram har en metode til 'at fange' potentielt pornografisk indhold, hvor tjenesten fjerner billeder med en vis procentdel hudfarve i billedet.

Og på den måde giver det samtidig mening, at undertøjsbilleder med større kvinder har en højere chance for at blive fjernet.

»Det er et problem for 'free speech', når man har så fejlfyldte algoritmer og procedurer. Hvis det var et lille medie, kunne man måske acceptere det, men når der er tale om et kvasimonopol, er det naturligvis et stort problem,« siger forskeren.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Instagram.