Den et år gamle lufthavn i Nuuk skal have flyveledere. De skal hæve de restriktioner, som Trafikstyrelsen indførte tidligere på året.
Aftalen er indgået mellem Greenland Airports og Naviair, der skal levere flyvelederne.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Greenland Airports, som de grønlandske medier Sermitsiaq og KNR begge henviser til.
Løsningen med flyveledere ventes at være på plads i maj 2026.
Administrerende direktør i Greenland Airports Jens Lauridsen kalder aftalen for "en investering i fremtiden".
- Den nye luftfartsstyringsløsning lægger et solidt fundament for vækst og effektivitet i Nuuk Lufthavn. Vi har stor tillid til Naviairs ekspertise og ser frem til et stærkt partnerskab, siger han i meddelelsen.
I september blev lufthavnen i Nuuk ramt af restriktioner fra Trafikstyrelsen.
Restriktionerne handler om antallet af fly, der må lette og lande i lufthavnen. Det har udfordret indenrigsflyvningerne i Grønland.
Trafikstyrelsen indførte restriktionerne for at højne sikkerheden.
I dag får fly, der skal lande i den grønlandske lufthavn, hjælp af en såkaldt AFIS-operatør, som kan guide et fly over radio.
En flyveleder bestemmer derimod, hvilken rute et fly skal tage, og hvilken højde det skal flyve i.
Fremover skal der være en delt flyveledelse i Nuuk Lufthavn.
Det betyder, at lufthavnens nye flyveledere skal styre lufttrafikken, mens AFIS-operatørerne hjælper med selve landingen.
Naviair leverer i forvejen flyveledelse i flere danske lufthavne.
- Vi er meget glade for at kunne bidrage til den fremtidige styring af lufttrafikken i Nuuk Lufthavn til gavn for luftrumsbrugere og det grønlandske samfund.
- Naviair har leveret lufttrafiktjenester i Grønland i mange år, og vi ser frem til at fortsætte og udvikle vores stærke samarbejde med Greenland Airports, siger Anders Rex, administrerende direktør i Naviair, i meddelelsen.
/ritzau/
