DSB forventer ikke, at togene kommer til at køre mellem Fredericia og Aarhus før engang ved middagstid.

Togdriften mellem Fredericia og Aarhus Hovedbanegård er blevet indstillet, efter at et tog er blevet afsporet på strækningen natten til tirsdag.

Det oplyser DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til Ritzau.

- Der er sket det i nat, at et tog er blevet afsporet. Det lyder selvfølgelig voldsomt, men der er ikke sket nogen personskade.

- Der sad 24 personer i et tog i nat, og ved Horsens er det altså blevet afsporet, sådan at en del af toget holder ved siden af sporet, siger han.

Der arbejdes nu på at løse situationen, hvor afsporingen har ødelagt et sporskifte. Tony Bispeskov siger, at det normalvis foregår ved, at der kommer en slags kran og løfter det mange ton tunge tog tilbage på skinnerne.

- Medmindre det selvfølgelig har taget så meget skade, at det skal løftes helt af (skinnerne, red.). Det bliver der arbejdet på lige i øjeblikket, siger Tony Bispeskov kort efter klokken 07.00 tirsdag morgen.

DSB afventer nu Havarikommissionens arbejde for at finde ud af, hvad der nærmere er sket.

Driften forventes genoptaget omkring middagstid, og i mellemtiden vil der blive indsat togbusser.

Togbusserne, der kører mellem Fredericia og Aarhus H, stopper ikke ved stationerne i Brejning og Børkop. Det gør togbusserne mellem Fredericia og Vejle til gengæld.

DSB oplyser, at Intercity-lyntogene kører som sædvanligt mellem Struer og Vejle.

Dem, som bliver påvirket af driftsindstillingen, kan søge om kompensation hos DSB for deres billetter, hvis de bliver forsinket.

Hvis man er blevet en halv time forsinket, har man ret til at få en fjerdedel af rejsens pris refunderet. Hvis man er en time forsinket kan man få halvdelen af rejsens pris refunderet.

Refusionen stiger til tre fjerdedele af rejsens pris, hvis man er 90 minutter forsinket, og hvis ens rejse er mere end to timer forsinket, kan man få hele rejsens pris refunderet.

Man kan desuden få refunderet prisen for ens pladsbillet, hvis man ikke når et forbindende tog på grund af forsinkelsen.

/ritzau/