Jesper Kaaslev Juul Lunde er fortid som kandidat for Venstre i Nyborg Kommune til kommunalvalget.
Han har trukket sig som kandidat, efter at B.T. rettede henvendelse om en fængselsdom for seksuelle overgreb mod en 13-årig, som kandidaten har holdt hemmelig.
B.T. er blevet bekendt med dommen og har fået indsigt i domsudskriftet fra Landsretten i 2016.
Af dette fremgår det, at Jesper Kaaslev Juul Lunde – der på daværende tidspunkt kaldte sig Jesper Hansen – blev idømt halvandet års ubetinget fængsel for som 17-årig at have begået seksuelle overgreb mod en 13-årig dreng, han var i plejefamilie med.
Fredag rettede B.T. derfor henvendelse til Jesper Kaaslev Juul Lunde om sagen.
Sent samme dag skrev Venstre-kandidaten et opslag på Facebook, hvor han bekendtgjorde, at han trækker sig.

»Jeg har forsøgt at lægge sagen fra mig, men selvom det er mange år siden, vil et medie nu omtale sagen,« lyder det i dette opslag, der fortsætter:
»Denne sag overskygger mit kandidatur til Nyborg Byråd, og derfor har jeg valgt at trække mig som kandidat. Jeg ønsker alle mine med- og modkandidater en god slutspurt.«
B.T. har forgæves forsøgt at få et interview med Jesper Kaaslev Juul Lunde.
Her ville vi gerne have spurgt ham ind til udtalelser fra offeret, som B.T. har talt med, samt stillet ham en række spørgsmål:
Hvordan ser du på dommen i dag?
Fortryder du de handlinger, du blev dømt for?
Har du fortalt Venstre om din dom?
Hvorfor har du skiftet navn efter dommen?
Kommunalvalget er den 18. november.
