Medlemmer af den hidtil ukendte nynazistiske gruppering kaldet National Front Fædreland lægger planer om at overtage magten i Danmark og indkøbe våben og begå drab, mens de deler en lind strøm af nazistisk propaganda og hadefulde beskeder, billeder og videoer.

Det kan B.T. nu afsløre efter at have haft adgang til to af grupperingens krypterede chats på beskedtjenesten Telegram.

Ifølge den anerkendte svenske ekspert i ekstremisme og terror fra Forsvarshögskolan, Magnus Ranstorp, er grupperingen »meget bekymrende«. Han vurderer, at der er en risiko for, at grupperingens medlemmer gør alvor af det, de skriver om i de krypterede chats.

»Det kræver kun en person, der handler på egen hånd. Men her har du en hel gruppering af den slags individer på Telegram,« siger han på baggrund af en gennemgang af B.T.s materiale og tilføjer:

»Det kan udvikle sig til noget farligt.«

De to chats, som B.T. har haft adgang til, tæller en åben kanal på Telegram med 135 følgere, og en mere lukket chat med omkring 40 medlemmer. Begge er af ukendte årsager blevet lukket ned, siden B.T. begyndte sin research, men grupperingen har også andre chats på andre platforme.

På den åbne kanal bliver der delt en større mængde nazistisk og fascistisk billed- og videomateriale, ligesom der også bliver reklameret for grupperingens selvudviklede nazistiske ideologi kaldet »vornisme« eller »varlisme« med tilhørende logo og egen udgave af Dannebrog.

Her ses et udsnit af det delte materiale i en af National Front Fædrelands Telegram-kanaler.
Her ses et udsnit af det delte materiale i en af National Front Fædrelands Telegram-kanaler. Telegram

Samtidig bliver der delt videoer, hvor grupperingen giver udtryk for at lægge planer om at overtage magten i Danmark. Du kan se et par eksempler på National Front Fædrelands videoer nedenfor.

Dette bliver også nævnt i beskeder i den mere lukkede chat, hvor et af grupperingens medlemmer skriver til et nyt medlem, at »du kommer til at være med fra starten, og ikke, når vi har taget magten«.

»De ønsker at rebrande nynazisme, men når det kommer til stykket, er der ikke noget nyt. Deres ideologi, »vornisme«, har de samme temaer som nynazisme, men de pakker det bare anderledes ind,« forklarer Magnus Ranstorp.

Ifølge Magnus Ranstorp er National Front Fædreland en »nynazistisk hybridgruppe« i den forstand, at de er løst organiserede, både mødes online og offline og kombinerer forskellige ideologiske elementer.

»De udvikler de her former for ekkokamre, hvor de ansporer hinanden til at lave og dele de her typer af beskeder og videoer. Men de beskæftiger sig med mange ting,« siger han og fortsætter:

»De giver udtryk for at ville overtage magten i Danmark. I en af deres videoer siger de: »Se på Mussolini og Hitler, de blev latterliggjort i begyndelsen, de havde ingen magt, men så tog de den«. Det bruger de så til at sige, at, »se, vi kan også overtage magten, selv hvis vi bliver latterliggjort,« tilføjer han.

I grupperingens chat giver medlemmerne i tråd med det nynazistiske tankegods også udtryk for at benægte holocaust, nazisternes folkedrab på jøder, ligesom de skriver groft hadefulde beskeder om såvel indvandrere som homoseksuelle.

Her ses medlemmer af National Front Fædreland diskutere med en chatbot, mens de benægter holocaust, nazisternes folkemord på jøder.
Her ses medlemmer af National Front Fædreland diskutere med en chatbot, mens de benægter holocaust, nazisternes folkemord på jøder. Telegram

Medlemmerne deler ikke blot store mængder nazistisk og fascistisk billed- og videomateriale, men skriver også om stort og småt fra deres liv, herunder psykiske problemer.

I andre beskeder nævner et medlem af grupperingen blandt andet, at han ønsker at indkøbe våben, mens et andet giver udtryk for at ville dræbe indvandrere og homoseksuelle, ligesom han forsøger at få de øvrige medlemmer med på at slå en konkret dansk-afrikansk kvinde ihjel.

Her ses medlemmer af National Front Fædreland diskutere med en chatbot, mens de benægter holocaust, nazisternes folkemord på jøder.
Her ses medlemmer af National Front Fædreland diskutere med en chatbot, mens de benægter holocaust, nazisternes folkemord på jøder. Telegram

Et andet medlem efterspørger videoer fra Bondi Beach-terrorangrebet i Australien sidste år, fordi han gerne vil se jøder blive skudt og dræbt, mens et tredje giver udtryk for angiveligt at være blevet anholdt af PET som følge af, at han skulle have lagt attentatplaner.

På baggrund af B.T.s materiale giver Magnus Ranstorp udtryk for, at det er vigtigt, at myndighederne holder øje med og skrider ind over for National Front Fædreland.

»Selvom de kun er ganske få individer, er det meget vigtigt at overvåge grupperingen. Vi har såkaldt ensomme ulve, altså folk, der er online og bliver radikaliseret gennem kanaler som denne og så handler alene,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil mene, at det er vigtigt for myndighederne at være i offensiven og afbryde nogle af de ting, der foregår i den her gruppering.«

B.T. har så vidt muligt forsøgt at få en kommentar fra grupperingens medlemmer.

Det medlem, der giver udtryk for at være blevet anholdt af PET, har ikke ønsket at udtale sig. Ud af de kontaktede er det kun lykkedes at få svar fra to andre medlemmer.

De bekræfter begge til B.T., at de er nazister.

Begge tager afstand fra de af de øvrige medlemmer i grupperingen, der for eksempel har givet udtryk for at ville begå drab, men afviser Magnus Ranstorps vurdering af grupperingen og dens medlemmer.

I den kommende tid sætter B.T. i en artikelserie fokus på National Front Fædreland og afdækker grupperingen.