En dansker, der er medlem af en terrorstemplet nynazistisk organisation, mødtes med svenske, finske og tyske meningsfæller og trænede gadekamp.
Det fremgår af en krypteret chat på beskedtjenesten Telegram, som B.T. har haft adgang til.

Chatten er tilknyttet den hidtil ukendte nynazistiske gruppering National Front Fædreland, som B.T. sætter fokus på i en artikelserie.
Den førende svenske ekstremisme- og terrorekspert Magnus Ranstorp fra Forsvarshögskolan kalder grupperingen »meget bekymrende« og advarer om, at der er en risiko for, at den vil begå voldelige angreb.
Af den krypterede chat, som B.T. har haft adgang til, fremgår det, at medlem af National Front Fædreland samtidig er aktiv i Den Nordiske Modstandsbevægelse, også kendt som Nordfront, der af USA er stemplet som en terrororganisation.
Det pågældende medlem deler stolt sin medlemsblanket med de øvrige medlemmer af chatten og giver også et indblik i Nordfronts aktiviteter.

Blandt andet beskriver han sin deltagelse i en international konference for nynazister.
»Bro det var fucking fedt,« indleder han en besked til de øvrige omkring 40 medlemmer i National Front Fædrelands chat.
»Jeg fik også lært noget street fight-teknik (gadekamps-teknik, red.)« fortsætter han.
I beskeden beskriver han endvidere, at han til konferencen mødtes og festede med svenske medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse og medlemmer af det højreekstreme parti Der Dritte Weg.

Tilbage i 2016 og 2017 stod medlemmer af den svenske afdeling af Den Nordiske Modstandsbevægelse bag tre voldsomme bombeangreb, ligesom en person med tilknytning til bevægelsen begik et knivdrab på en kvinde under Almedalen, den svenske pendant til det danske Folkemøde på Bornholm.
Medlemmer af den svenske afdeling har også begået overfald på gaden under demonstrationer. Netop mødet med svenskerne og tyskerne finder Magnus Ranstorp særligt bekymrende.
»En af de bekymrende ting ved grupperingen her er, at medlemmer af den er mødtes i virkeligheden og også har mødtes med medlemmer af den svenske nynazistiske terrororganisation Den Nordiske Modstandsbevægelse og det, der sådan lidt svarer til den tyske modpart til denne, Der Dritte Weg,« fortæller han.
Medlemmet fortæller også, at han til den nynazistiske konference talte med Tuukka Kuru, som er leder af et finske nyfascistiske parti Sinimusta Liike.

»Derudover det sædvanlige gode selskab og formidabel mad – det kan jo som regel kun blive godt, når man er samlet godt omkring de hundrede nationalsocialister,« skriver han.
B.T. har fået en skriftlig kommentar fra det pågældende medlem.
Han fortæller, at han blev en del af National Front Fædrelands chat på grund af »en indledende interesse i om der var andre nationalsocialister i den«, men at han forlod den, da han oplevede tonen som »uciviliseret«.
Det pågældende medlem tager afstand fra beskeder, der omhandler våben, drab og lignende, men han er erklæret nazist, fortæller han.

»For mig at se giver det bedst mening for en nationalsocialist at tilslutte sig den nationalsocialistiske organisation og i forlængelse af det står medlemskab af Den Nordiske Modstandsbevægelse ganske naturligt for,« skriver han og tilføjer, at han ikke kan huske noget om den kamptræning, han giver udtryk for at have deltaget i.
»Men det kunne da være godt med lidt selvforsvarstræning,« tilføjer han.
Samtidig afviser medlemmet Magnus Ranstorps vurdering af National Front Fædreland og grupperingens medlemmer.
Han mener, at de medlemmer, der skriver om våben og drab og lignende gør det for at provokere.
»For mig at se skyldes det, at disse folk endnu ikke har lært at agere i det politiske – i hvert fald ikke for de flestes vedkommende,« skriver medlemmet og tilføjer:
»Mig bekendt kan det netop heller ikke betragtes som bekymrende at medlemmer har mødtes med medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse, da det netop kan være en måde for folk at lære at agere i det politiske miljø, uden de problematiske udtalelser.«
B.T. har desuden indhentet en kommentar fra den danske afdeling af Den Nordiske Modstandsbevægelse.
»Vi tager afstand fra enhver form for vold, attentatplaner, trusler om drab eller ulovlig våbenanskaffelse. Sådanne udsagn eller forespørgsler har intet med vores organisation at gøre,« lyder det fra talsperson Joakim Jakobsen, der fortsætter:
»At enkeltpersoner i et uofficielt onlineforum skriver ansvarsløse, grænseoverskridende eller provokerende ting, kan ikke danne grundlag for at kæde Den Nordiske Modstandsbevægelse sammen med dette. Vi har ingen tilknytning til chatten og intet ansvar for dens indhold.«

