De har været hemmelige i knap 50 år.
Men tirsdag bliver forseglingen brudt, og brevene i den såkaldte kapsel bliver offentligt tilgængelige på Det Kongelige Bibliotek.
Det fremgår af et opslag på Facebook, at indholdet dermed kan være med til at få ny viden om ægteskabet mellem komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen.
Og ukendte detaljer i deres forhold.
»Det eneste, vi ved, er, at den indeholder breve, der har tilhørt Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen – breve, som familien ønskede at forsegle i en konvolut,« siger forsker i specialsamlingerne, Bjarke Moe, i et Facebook-opslag fra Det Kongelige Bibliotek.
Hos Museum Odense siger Michael Fjeldsøe, der er leder af Carl Nielsen Centret, at brevene »kan rumme afgørende ny viden om deres personlige relationer, konflikter og livsvilkår – og vil måske udfordre vores billede af dem begge«.
Om indholdet kommer han med et par bud, også på Facebook:
»Et af de gæt, jeg oftest har hørt, er at det kunne være noget med endnu et uægte barn, eller om Carl Nielsens havde et forhold til en kvinde,« lyder det:
»Men de gæt er jo også afhængige af, hvad man har været optaget af på bestemte tidspunkter. Det kan også være noget helt andet.«

