Det var ikke breaking news for alle, da Danmark, USA og Grønlands tre regeringsledere fredag aften kunne fortælle, at de havde indgået en aftale om Grønland.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, var blevet orienteret flere uger inden, at forhandlingerne om aftalen var på plads. Det skriver DR.

Aftalen forventes at blive underskrevet i næste uge ved en ceremoni i forbindelse med FNs generalforsamling i New York.

Indtil da, ved vi kun overordnet, hvad aftalen består af, da særligt Mette Frederiksen, og Jens-Frederik Nielsen, Formand for Grønlands regering, er meget sparsomme med informationer.

Det har statsministeren dog ikke været over for Emmanuel Macron.

Under sit besøg i den franske øgruppe Saint-Pierre og Miquelon, blev Frankrigs præsident spurgt ind til Grønlandsaftalen. 

Her fortalte han, at han er glad på Grønlands vegne, og at aftalen »genbekræfter dansk suverænitet i overensstemmelse med folkeretten.«

Præsidenten kunne også oplyse, at aftalen ikke var ny for ham. 

»Vi har haft adskillige drøftelser med Danmarks statsminister om dette emne. Hun havde informeret mig nogle uger før, at disse drøftelser ville blive afsluttet,« udtalte Emmanuel Macron ifølge DR.

Samtidig understregede den franske præsident, at aftalen både beroliger situationen – som han gennem hele krisen med USA, har støttet Danmark og Grønland i – og styrker samarbejdet mellem landene.