De fleste danskere holdt nok vejret af spænding, da udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, besøgte Washington onsdag.

Her mødtes de to med USAs vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister, Marco Rubio, i Eisenhower Executive Office Building, der ligger ved siden af Det Hvide Hus.

Selvom der var lagt op til at skæbnemøde for Rigsfællesskabet, så var der alligevel plads til jokes fra den amerikanske side, kan DR afsløre på baggrund af en række samtaler med kilder tæt på forløbet. 

For da de fire politikere var færdige med at tage fotos, gik de ind i mødelokalet, der hører til vicepræsidentens ceremonielle kontor – et smukt rum med højt til loftet.

Her skulle J.D. Vance have sagt:

»Velkommen til kontoret, jeg aldrig er i,« med henvisning til, at de befandt sig på hans ceremonielle kontor, ikke hans kontor i The West Wing i Det Hvide Hus.

Som mødeleder bød Vance derefter velkommen til mødet med høflighedsfraser.

Ifølge DRs kilder, var substansen af mødet underlig, idet man forsøgte at trække tydelige røde linjer overfor amerikanerne, men samtidig frygtede udfald fra amerikanerne – som heldigvis udeblev.

Overfor Vance og Rubio gjorde Motzfeldt det klart, at det grønlandske folk i over et år, har levet under et stort pres, som har skabt usikkerhed og frygt. 

Det skulle amerikanerne have lyttet til, dog uden at smile eller rynke brynene. 

Selvom der ikke var tvivl hos danskerne og grønlænderne om, at USA ønsker at overtage den arktiske ø, så blev det ikke nævnt direkte på mødet.

Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene – herunder situationen mellem Danmark, Grønland og USA – i B.T.s liveblog.