Nedslagtningen af millioner af mink resulterer ikke kun i nedlagte danske arbejdspladser og glippede eksportmilliarder.

Ringene i vandet fra et vingeskudt – måske endda stendødt – erhverv breder sig langt længere væk. Faktisk helt ud til den sydvestlige del af det afrikanske kontinent.

Her kommer 25 børnehaver i slumkvarteret Katutura i Namibias hovedstad, Windhoek, til at mærke konsekvensen af regeringens planer om en masseaflivning af Danmarks minkbesætning på cirka 15 millioner dyr.

Siden 2008 har danske minkavlere hvert år leveret skind til en værdi af mellem 800.000 kroner og 1,1 million kroner.

Pelsede minkskind. Arkivfoto
Pelsede minkskind. Arkivfoto Foto: Henning Bagger
Vis mere

Skindene er solgt på auktioner, og pengene er ubeskåret gået til driften af de 25 børnehaver, som sikrer cirka 1.000 børn et dagligt, næringsrigt måltid mad, engelskundervisning, udflugter samt en tryg hverdag i slumkvarteret Katutura, der på det lokale sprog betyder 'stedet, hvor ingen ønsker at bo'.

»Men alt det slutter nu. Og det gør virkelig ondt at tænke på,« siger Inge Østermand.

Hun er direktionssekretær i Kopenhagen Fur, som i 2006 oprettede den offentlige velgørenhedsorganisation Velgørenhedsforeningen, der står for projektet i Namibia.

Kopenhagen Fur – verdens største auktionshus for pels – meddelte torsdag aften, at de lukker som følge af masseaflivningen af mink.

De 25 børnehaver ligger i slumkvarteret Katutura i Namibias hovedstad, Windhoek.
De 25 børnehaver ligger i slumkvarteret Katutura i Namibias hovedstad, Windhoek. Foto: Susan Nel / Kopenhagen Fur
Vis mere

Nedlukningen kommer til at vare i to-tre år, meddeler virksomheden.

Det samme gør sig gældende for Velgørenhedsforeningen. Og for Inge Østermand, som var med til at søsætte projektet for 14 år siden, skærer det i hjertet.

»Jeg har det bare så skidt med det. Da jeg fik beskeden, græd jeg, og det første, jeg tænkte på, var 'hvordan skal jeg sige det til dem?'« siger Inge Østermand.

Hun er selv kommet i børnehaverne siden 2006, og hun har med egne øjne set den virkelighed, som børnene ved hjælp af minkavlernes penge har kunnet slippe væk fra.

I Katutura bor folk i blikskure, som ses på billedet her. Børnhaverne er indhegnet, og de er indrettet med opholdsrum, køkken, legeplads, toilet med rindende vand og brusebad.
I Katutura bor folk i blikskure, som ses på billedet her. Børnhaverne er indhegnet, og de er indrettet med opholdsrum, køkken, legeplads, toilet med rindende vand og brusebad. Foto: Susan Nel / Kopenhagen Fur
Vis mere

»Uden vores bidrag går børnene en meget usikker fremtid i møde. Det er et område, hvor der er misbrug af børn, og hvor flere af børnene er forældreløse på grund af aids eller andre sygdomme. Nede ved flodlejet, som folk besørger i, ligger der sprøjter, og det hele er meget utrygt,« fortæller Inge Østermand og tilføjer:

»Men med børnehaverne har børnene fået et sikkert sted at være, hvor de kunne føle sig trygge, og det har været fantastisk at følge deres udvikling,« siger hun.

Oles overskud til andre

Det er Oles skyld, at B.T. blev gjort opmærksom på minkavlernes bidrag til en tryggere hverdag for de 1.000 namibiske børn.

Ole, som bare vil kaldes Ole, er selv mangeårig minkavler og kæmper lige nu en svær, emotionel kamp, imens hans livsværk ser ud til at smuldre mellem fingrene på ham.

I en mail til B.T. skrev han:

»Ved man, om staten også vil hjælpe de 25 børnehaver, vi støtter i Namibia? Det har vi gjort i mange år. Et dagligt måltid mad, skolegang og udflugter.«

For Inge Østermand er det dybt rørende, at Ole kan finde overskuddet til at tænke på børnene i Namibias slum, imens hans egen fremtid synes ekstremt usikker:

»Tænk, at det ligger ham sådan på sinde. Det er virkelig rørende, at han – med tanke på den situation, han selv står i – tænker på børnene lige nu. Det bliver jeg meget rørt over.«