Den 20. december sidste år blev Ruth Jessen begravet på de ukendtes grav på Søndermarken Kirkegård.

Men først nu – mere end et halvt år efter – kan familien få taget endelig afsked.

Tirsdag fik de medhold i, at der blev begået fejl, da den 90-årige kvinde kort før sin død var indlagt på Hvidovre Hospital.

»Det er en meget stor lettelse, for det har været en hård kamp. Under sagen er alle følelserne kommet op igen,« siger Jean Skarby, der er Ruth Jessens barnebarn.

Jean Skarby med sin farmor Ruth Jessen, før hun blev indlagt på Hvidovre Hospital.
Jean Skarby med sin farmor Ruth Jessen, før hun blev indlagt på Hvidovre Hospital. Foto: Privatfoto
Vis mere

12 dage før sin død blev Ruth Jessen indlagt på Gastroenhenden på Hvidovre Hospital med en urinvejsinfektion. Men allerede dagen efter blev hun sendt hjem – i væsentlig ringere tilstand, end hun ankom.

Under indlæggelsen faldt den ældre kvinde ud af sengen, der ved en fejl fra sygehusets side ikke var sænket til normal sengehøjde. Det resulterede i, at den 90-årige kvinde faldt fra en meters højde, blev forslået og brækkede højre håndled. Oplevelsen fik hendes barnebarn til at skrive til B.T.

Efter sin farmors død klagede Jean Skarby til Styrelsen for Patientklager. Hun var vred over, at der efter indlæggelsen opstod forvirring omkring, hvorvidt farmoderen skulle opereres eller ej. Og hun var vred over, at journalen flere steder modsagde sig selv.

»Der er flere mangler i papirerne – et sted står der f.eks., at hun er dement, et andet sted, at hun ikke er.«

i november 2018 faldt den 90-årige Ruth Jessen ud af sin seng på Hvidovre Hospital.
i november 2018 faldt den 90-årige Ruth Jessen ud af sin seng på Hvidovre Hospital.
Vis mere

Men det værste var, at der ikke blev passet godt nok på hendes farmor.

»Det blev jeg rigtig vred over, for hun var en dame på 90 år…«

Nu har Styrelsen for Patientklager givet hende ret i, at Hvidovre Hospital 'ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed' over for Ruth Jessen.

Det er et problem, at der ikke i Ruth Jessens journal findes bevis for, at den ældre demente kvinde blev tilset om natten, ligesom behandlingen af hende under indlæggelsen beskrives som 'under normen for almindelig anerkendt standard', skriver styrelsen i begrundelsen.

Jean Skarby var på arbejde, da hun tirsdag eftermiddag modtog afgørelsen i sin e-Boks.

»Jeg var helt oppe at ringe, løb rundt til mine kollegaer og var meget glad,« fortæller hun. Afgørelsen var bevis på, at hun havde haft ret i, at hendes farmor ikke fik den bedst mulige behandling.

Overlæge Steffen Jais Rosenstock fra Gastroenheden på Hvidovre Hospital beklager sagen.

»Der er ingen tvivl om, at det har været et trist og tragisk forløb for Rosa Ruth Jessen og hendes pårørende,« siger han og lover forbedringer.

»Vi tager afgørelsen til os og er nu endnu mere opmærksomme på vores demente patienter og deres behov.«

Det er ikke personalet, som Jean Skarby er ude efter med sin klage.

»De skal jo have 17 arme for at nå alt det, de skal. Jeg er ude efter hospitalets ledelse og politikerne. Jeg har brug for, at der bliver gjort noget ved fejl – både for patienternes og for afdelingens skyld, for der mangler folk på gulvet – og der mangler bedre kommunikation.«

Selv er hun glad for, at hun fik klaget: »For mig betyder afgørelsen, at jeg har fået ro i sjælen. Det hjælper ikke min farmor, men måske kan det hjælpe andre i fremtiden, at hospitalet bliver mindet om at huske at få skrevet ting ned.«