Danske soldater skal være klar til at åbne ild mod amerikanske soldater, hvis USA gennemfører en annektering af Grønland.
Sådan lyder det fra Niels Jespersen, der er chefredaktør for Netavisen Pio og tidligere udsendt soldat i Afghanistan.

»Hvis Danmark vil beholde Grønland, skal vi være klar til at kæmpe for det.«
Og dét er der en helt særlig grund til, at han mener.
Ifølge Niels Jespersen er det nødvendigt at rette våben mod USA i tilfælde af en annektering, da et amerikansk forsøg på at overtage Grønland skal medføre konsekvenser.
»Det handler ikke om, at Danmark naivt skal tro, at vi kan sejre en militærkonfrontation mod USA,« siger Niels Jespersen og uddyber:

»Det handler om, at Trump muligvis kan sælge en fredelig overtagelse af Grønland derhjemme, men hvis amerikanerne åbner ild mod et NATO-allieret land (Danmark, red.), så vil de diplomatiske og indenrigspolitiske omkostninger være kolossale.«
Mener du virkelig, at lille Danmark alene ville kunne afskrække USA?
»Vi ville kunne bidrage til en afskrækkelse. Men det er klart, at det øjeblik, hvor der bliver åbnet ild, har vi jo tabt Grønland. Danmark kan naturligvis ikke vinde nogen som helst konfrontation med USA,« siger Niels Jespersen.
»Men for at demonstrere, at vi gør modstand mod en annektering af Grønland, så skal vi erklære krigstilstand. Og det kræver, at man er villig til at åbne ild og tage tab.«
I et givent scenarie forestiller Jespersen sig, at amerikanerne invaderer Nuuk og eventuelt et sted på østkysten i Grønland med et par hundrede ICE-agenter.
»ICE ser ud til at udvikle sig til MAGA-administrationens paramilitær. Og derfor vil det give mening for Trump at benytte ICE i Grønland. Dem har han lidt mere kontrol over sammenlignet med det amerikanske forsvar,« siger Niels Jespersen og tilføjer:
»Og så vil jo tro, at de fortsætter på gammeldags maner: De arresterer centrale embedsmand, besætter offentlige bygninger og hejser et amerikansk flag.«

Niels Jespersen understreger, at han ikke tror, at det kommer til at ske, men at han heller ikke tror, at »det er umuligt, at det kommer til at ske.«
»Jeg synes, at man skal forberede sig på det værst tænkelige scenarie, for amerikanernes intervention i Venezuela demonstrerer hensynsløsheden i Trumps administration. Og Trumps vilje til at bryde med folkeretten,« siger Niels Jespersen.
Du har en fortid forsvaret. Tror du, at det danske forsvar forbereder sig på et scenarie, som du beskriver?
»Det er der nogen, der gør, ved jeg. Men jeg frygter, at de bliver modarbejdet oppefra, fordi vi har valgt en strategi, hvor vi tænker, at hvis vi bare giver Trump nogle penge i form af forsvarsinvesteringer, så går han væk af sig selv,« siger Niels Jespersen.
»Men jeg er bange for, at det ikke virker over for Trump. Han ser svaghed og imødekommenhed som en invitation til yderligere aggression.«
Hvor hurtigt tror du, at Danmark vil overgive sig, hvis USA og Danmark åbner ild mod hinanden?
»Så hurtigt vi kan.«
Ser du slet ikke det scenarie, som du beskriver, som en overreaktion, der kan optrappe en invasion i Grønland?
»Nej, hvis vi bliver angrebet, så er det ikke en overreaktion at forsvare sig.«
Tror du, at vi kan regne med, at NATO kommer Danmark til undsætning, hvis amerikanerne forsøger at overtage Grønland?
»Jeg er skeptisk,« siger Niels Jespersen.
»Jeg tror, at det er lidt den samme situation som i 1940: Vi kan ikke regne med, at der er lande, der kommer Danmark til undsætning.«

