Lyt til artiklen

Et defekt dæksel på en regnvandstank giver problemer med drikkevandet i et sommerhusområde på Fyn.

Der er fundet såkaldte coliforme bakterier (tarmbakterier) i drikkevandet, og derfor skal beboerne koge drikkevandet.

Det skriver TV 2 Fyn, som refererer oplysninger fra Kerteminde Forsyning.

Det er nemlig her på den østfynske kyst – nærmere bestemt på Langø Strand – at der er problemer.

»Vi har fundet en overskridelse af coliforme bakterier i drikkevandet. Vi havde egentlig også konstateret et fald i værdierne, men der kom en mindre opblusning i går (onsdag, red.), og så valgte embedslægen at lave en kogeanbefaling,« siger Martin Roar Nielsen, driftschef for vand, varme og spildevand i Kerteminde Forsyning, til tv-stationen.

De coliforme bakterier  i vandet stammer ikke fra menneskelig afføring, men fra dyrs, understreger han.

Selvom det lyder ulækkert, så er den gode nyhed, at man ikke bliver alvorligt syg, hvis man kommer til at drikke vandet.

Fejlen på vandtanken er fikset, og ledningsnettet er blevet skyllet igennem flere gange, og det bliver forsyningsvæsenet ved med, indtil prøverne opfylder de tilladte grænseværdier.

Indtil da skal borgerne i området Fløjelsgræsset, Klokkelyngen, Hedelyngen, Kærulden, Øksnebjerg og Rævehalen, Dunhammeren 16 og 18, Stenene 11-49 (ulige numre) samt Langøvej 224-306 (lige numre) koge vandet for ikke at få ondt i maven.