»Vi vil have en klar plan fra regeringen og Sundhedsstyrelsen nu.«

En klar udmelding fra direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, der ikke mener, at man kan vente meget længere på en konkret plan for de ældre under coronakrisen.

Særligt ikke efter forperson for EU, Ursula von der Leyen, søndag sagde til den tyske avis BILD, at det formentlig ender med, at de ældre skal holdes i isolation frem til 2021.

»Jeg synes, at det her i meget høj grad gør, at vi må bede regeringen udarbejde en helt klar plan - både kortsigtet og langsigtet,« lyder det fra Bjarne Hastrup, da B.T. taler med ham, og fortsætter:

Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen
Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen Jeppe Bjørn

»Det er ved at være særligt nødvendigt nu, når der er så mange forskellige udtalelser.«

Lige nu strækker regeringens genåbningsplan sig frem til 10. maj, og har ingen konkrete svar på, hvad der skal ske med den ældre del af befolkningen.

Der er gået over en måned siden Mette Frederiksen på et pressemøde lukkede Danmark ned. En måned, hvor over en million danskere, der indgår i den ældre aldersgruppe, har været mere eller mindre isoleret. Eller indespærret, som Bjarne Hastrup kalder det.

»Og er man ældre og isoleret, så kan man blive ensom og i værste tilfælde udvikle en depression,« siger han.

Bjarne Hastrup er særligt bekymret for de ældre, der er afhængige af nærkontakt og motion.

»Særligt dem, der bor på plejehjem er dem, der er ude af stand til at klare sig selv - og særligt de demente - er ramt. De har brug for tæt kontakt med enten familie eller frivillige besøgsvenner,« siger han.

For selvom det lige nu strømmer til med frivillige, der er villige til at besøge de ældre, så er det ikke muligt for Ældre Sagen at sende dem ud til plejehjemmene. De har lukket ned for besøg.

Samtidig er det for mange ældre, som kan være gangbesværede, svært at få den nødvendige motion.

Vi er selvfølgelig enige i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men vi har brug for, at man overvejer, hvad vi skal skal gøre med de her mennesker,

»Hvis man sidder i en stol eller ligger i en seng i mere end en uge, så mister man 20 procent af sin muskelmasse, og det kan betyde, at førligheden bliver påvirket,« siger direktøren for Ældre Sagen.

Den manglende kontakt kan også betyde, at folk med demens bliver udadreagerende, hvilket ikke er hensigtsmæssig, uddyber Bjarne Hastrup.

Han mener i høj grad, at man bør sætte ekstra personale ind på plejehjemmene, der kan hjælpe de ældre med at se deres familiemedlemmer og pårørende via for eksempel videoopkald.

»Vi er selvfølgelig enige i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men vi har brug for, at man overvejer, hvad vi skal skal gøre med de her mennesker, der går til i mangel på motion og går til i ensomheden,« siger Bjarne Hastrup.