De fleste ville formentlig sidde med armene i vejret eller poppe en flaske champagne, hvis man med ét var blevet millionær. Men en nordjysk mand tager den helt med ro.

Og det er til trods for, at han fredag har vundet ikke mindre end 2,9 millioner kroner i Eurojackpot.

Det oplyser Danske Spil og skriver, at det ikke er alle, der 'bliver blæst bag over af den store gevinst'. Med henvisning til den heldige vinder:

»Jeg kommer til at leve, som jeg plejer.«

»Jeg har haft det godt hele tiden og har altid haft styr på tingene. Så det er ikke noget, der ændrer mit liv. Jeg regner med at blive 95 og har delt pengene ud, så jeg får det samme som nu udbetalt hver måned indtil da. Resten bliver stående,« lyder det fra manden, der kommer fra Nordjylland og som har valgt at være anonym.

Men den beskedne nordjyde ser dog alligevel frem til én ting, indrømmer han:

»Biler har altid interesseret mig, men først nu har jeg råd til at få den bil, jeg har drømt om.«

»På grund af gevinsten kan jeg købe en større og bedre bil, selvom den gamle kun har kørt 15.000 kilometer,« lyder det fra manden.

Eurojackpot bliver spillet over store dele af Europa, nemlig i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Danmark.

Den største danske gevinst nogensinde var i 2015, hvor en borger fra Helsingør vandt svimlende 315.009.958 kroner.