Naboerne har i længere tid undret sig over én bestemt lejlighed i Dyssegård.

For hvorfor havde de ikke hørt til eller set den ældre kvindelige beboer i snart flere år? Og hvorfor kom der en mærkelig lugt derinde fra?

I sidste uge blev flere beboere i en lille lejlighedsbebyggelse så bekymrede, at de kontaktede Gentofte Kommune.

Kommunen fik herefter politiet til at besøge adressen, og i torsdags fandt de så den 90-årige kvinde død i lejligheden.

Der er ikke noget opsigtsvækkende ved, at en ældre kvinde eller mand er sovet ind, men man fandt efterfølgende ud af, at hun havde ligget der i næsten tre år.

Samtidig har politiet en mistanke om, at en af kvindens familiemedlemmer har hævet hendes pension i hele perioden.

Men hvordan kan det ske, at en kvinde ligger død i næsten tre år, uden at nogen har opdaget det?

B.T. har kontaktet adskillige beboere i bebyggelsen i Dyssegård, og mens mange ikke ønsker at sætte ord på den tragiske sag, har én person indvilget i anonymt at fortælle om den 90-årige kvinde og lejligheden.

Den ældre kvinde har boet i lejlighedskomplekset i Dyssegård med sin datter i mange år, men ifølge beboeren, som B.T. har talt med, fortalte datteren for cirka tre år siden, at moderen var flyttet til Fyn, hvor hun oprindeligt er fra.

Selv gik historien på, at datteren var flyttet sammen med sin kæreste, og at lejligheden i Dyssegård derfor stod ubeboet.

Derfor har naboer heller ikke studset nærmere over det, når datteren har været forbi i tide og utide, for engang imellem skal der jo eksempelvis hentes post.

Ved du noget om sagen, så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk.

Sådan tænkte naboerne i hvert fald, men alligevel begyndte de at undre sig mere og mere over, at de ikke havde set den ældre kvinde i næsten tre år.

Og da der i sidste uge kom en besynderlig lugt fra lejligheden, tog én beboer altså sagen i egen hånd og ringede til kommunen.

»Folk snakkede om, om det var en skraldespand, der var blevet glemt, men det var godt, at der blev ringet,« siger den anonyme nabo til B.T.

Det startede med, at et par politibetjente kom, men senere på aftenen torsdag kunne flere naboer både se ambulancer og teknikere i hvide dragter entrere ejendommen.

Og så vidste de godt, hvad klokken var slået.

»Vi havde talt om, om hun mon lå derinde, men det var da alligevel virkelig ubehageligt, da det stod klart, at hun var død,« fortæller naboen og fortsætter:

»Så jeg er virkelig chokeret.«

Rutinemæssigt undersøgte politiet, om den 90-årige kunne have været udsat for en forbrydelse, men det var der intet, der tydede op.

Til gengæld fandt politiet - som tidligere nævnt - andre mistænkelige omstændigheder ved dødsfaldet. Et medlem af den 90-åriges familie har ifølge politiets opfattelse hævet den nu afdøde kvindes pension.

»Der er blevet rejst sigtelse for svig med sociale ydelser,« sagde Jakob Rahbek tidligere til B.T.