Anne-Mia Palmer og Lisa Astrup er telefonvenner. Det har de været siden coronakrisens indtog i Danmark. De hjælper hinanden med at få den ensomhed, der særligt rammer de ældre borgere, på afstand.
Dog frygter de begge, at den påkrævede selvisolation, den ældre aldersgruppe er pålagt, vil vare ved.
»Jeg har en datter, der mener, at jeg ikke må gå udenfor,« siger 82-årige Lisa Astrup og fortsætter:
»Men det er jo intet liv – man er nødt til at komme ud, ellers bliver man jo deprimeret.«
Og efter europakommissionsformand Ursula Von der Leyen udtalte, at de ældre formentlig var nødt til at selvisolere sig helt frem til 2021, har det sat tanker i gang hos dem begge.
»Jeg havde en gammel mor på 90 år, som jeg ofte rejste med, før hun døde. Min søn sagde altid, at vi burde passe bedre på og blive hjemme, men ville det nu være godt?« spørger Anne-Mia Palmer.
Hun svarer selv på spørgsmålet.
»Jeg tror hellere, jeg vil dø af en oplevelse end af noget andet.«
Som dagene går, føles selvisolation mere som et fængsel, og hverken Anne-Mia Palmer eller Lisa Astrup er sikre på, at det er det værd.
»Jeg er selvfølgelig lidt bange for at blive smittet, men jeg er ikke hysterisk. Bliver jeg smittet, så bliver jeg smittet,« siger Lise Astrup, der trods lidt problemer med lungerne føler sig frisk.
For som hun siger, man bliver jo ikke yngre. Og selv om hun mener, at danskerne bør følge myndighedernes anvisninger, så er det en meget svær tid.
»Når man har den alder, jeg har, så er et år jo lang tid,« siger hun.
De forsøger begge at holde sig beskæftiget med gåture, strik, krydsord, oprydning og rengøring – og så taler de i telefon med hinanden.
»Vi taler om løst og fast. For nylig har vi opdaget, at vi har begge har et familiemedlem, der har fødselsdag samme dag som Dronningen,« fortæller Anne-Mia Palmer.
De er glade for, at de kan dele dagens små oplevelser med hinanden.
Men de kan også mærke, at den manglende fysiske tilstedeværelse betyder besøg af ensomheden.
Anne-Mia Palmer ser en gang imellem noget familie, men Lisa Astrup ser kun sin overbo.
»Jamen, det er jo lidt svært, når man er alene og ikke ser sin familie og sådan noget. Før har jeg blandt andet spillet kort med mine venner, og så er jeg aktiv i en forening,« siger hun og fortsætter:
»Nu kan man bare gå ture. Det er selvfølgelig bedre end ingenting.«
Selv om de kan være nervøse for, om alle de ældre borgere vil overholde retningslinjerne, hvis der blev åbnet mere op, så længes de også efter det.
»Jeg ville ønske, at man måske bare kunne mødes med nogle venner eller lidt familie, men det er ikke godt at vide, hvordan det vil ende,« siger Lisa Astrup.
Og hvad med tiden efter krisen?
Det er også noget, de har talt om under en af de tre ugentlige telefonsamtaler, de har.
»Det er da svært, for når man har den alder, jeg har, vil man så opleve at komme ud til en anderledes hverdag? Jeg kommer nok til at leve et anderledes liv resten af mit liv,« siger Lisa Astrup.
