Et ægtepar fra Amager var begyndt at regne på, hvordan de kunne spare.

For pensionisttilværelsen står for døren – og opsparingen er ikke stor. Nu er alle spareplanerne droppet.

»Vi har da vores pensionsopsparinger begge, men vi havde tænkt, at når jeg går på pension, og min kone så inden længe følger efter, så ville der ikke længere være lige så meget tilovers i hverdagen,« siger manden til Danske Spil.

»Men nu …,« tilføjer han med glæde i stemmen.

For ganske kort før sin allersidste arbejdsdag tilsmilede fru Fortuna i den grad manden – og hans kone.

Ja, i en sådan grad, at de nu kan se frem mod en helt anden pensionisttilværelse, end de havde regnet med for få dage siden.

Ægteparret fra Amager vandt nemlig en million gode danske kroner i Lotto via lotteriets Millionærgaranti.

»Det er en lettelse,« lyder det fra den lykkelige mand, som snart kan nyde sit otium.

»Faktisk er vi nok sådan et par, hvor man tænker, at ’det er sådan nogen som dem, der burde vinde’. Men nu kan vi lige pludselig tage den med ro og have ro i maven,« tilføjer hans ægtefælle.

Gevinsten vil ægteparret bruge til at afdrage på gælden, lidt tiltrængte småreparationer i deres hjem – og selvfølgelig til at forsøde livet, når den sidste arbejdsdag inden længe er veloverstået.

»Vi skal da også skeje lidt ud,« lyder det fra kvinden.

Ægteparret har blandt andet købt en rejse sydpå til foråret – og vil også forkæle deres børn og børnebørn med en sommerhustur.