Nyt år, endnu længere ventetider.
Borgere kan i 2030 komme til at vente fire år på afgørelse ved domstol.
Det oplyser Nikolaj Linneballe, der er advokat og formand for Advokatsamfundets Procesretsudvalg, til Ritzau.
De lange ventetider ved landets domstole har længe været et stort problem, men i fredags varslede Københavns Byret, at man kan forvente endnu længere sagsbehandlingstider.
Ifølge byretten skyldes det blandt andet et ansættelsesstop på grund af »et større underskud« på budgettet, der kan føre til, at en række sager med fastlagte datoer skal rykkes til 2024 eller senere.
Nikolaj Linneballe fortæller, at det er et kæmpe problem for retssikkerheden, fordi folk skal vente i lang tid på at få deres sag afgjort.
»Med Københavns Byrets seneste melding er det den største af vores retskredse – og den, der behandler flest sager – som viser, at de simpelthen ikke kan håndtere sagerne i det tempo, de gerne selv vil,« siger han til Ritzau og fortsætter:
»Det er retssikkerhedsmæssigt et kæmpe problem, at folk skal vente i lang tid på at få afgjort en sag ved domstolene.«
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er opmærksom på de stigende ventetider og fortæller, at han frem mod 2024 vil se på, hvordan man kan lette arbejdet ved domstolene.
Formanden for Advokatsamfundets Procesretsudvalg siger, at løsningen er ekstra hænder, der kan hjælpe med de komplekse sager.