Der ligger tusindvis af ton olieforurenet jord på jordrensningsvirksomheden Nordic Wastes grund i Randers, og det bør afklares, hvem der skal tage sig af det – Randers Kommune eller Miljøstyrelsen.

Det anbefaler Elmann Advokatpartnerselskab, der står bag en uvildig tillægsundersøgelse i Nordic Waste-sagen, som er blevet offentliggjort fredag.

Hele sagen om Nordic Waste begyndte i slutningen af 2023, da et stort jordskred på stedet begyndte at rykke på sig. Den 19. december 2023 forlod Nordic Waste, som i dag er gået konkurs, stedet.

Siden har Randers Kommune stået med oprydningen.

Advokaterne udgav sidste år en stor rapport om kommunens håndtering af sagen, og her fik Randers Kommune kritik.

Nu har advokaterne haft til opgave at undersøge, om Nordic Waste har taget imod mere forurenet jord, end de kunne håndtere, og derfor har flyttet det steder hen, hvor det ikke måtte ligge.

Konklusionen lyder: Advokaterne kan "ikke med tilstrækkelig sikkerhed dokumentere, at modtaget jord systematisk er blevet tilført jordtippen uden den påkrævede behandling".

Men advokaterne har dog fundet nogle forhold, som bør få røde alarmer til at blinke hos myndighederne.

Det er forhold, som "ikke ses at være i overensstemmelse med miljøgodkendelserne, og som bør håndteres nærmere af de relevante myndigheder".

Det gælder blandt andet en stor bunke ikke-sorteret fejesand i jordtippen og et bjerg af olieforurenet jord, som imod reglerne ikke ligger fuldt ud på et såkaldt befæstet areal. Det betyder, at bunden under jorden ikke er dækket af fliser eller anden fast belægning.

Et fast underlag giver mulighed for opsamling af spild og samtidig kontrolleret afledning af regn.

Den olieforurenede jord stammer fra Redmolen i Nordhavn i København, hvor der tidligere har været olie- og benzindepot.

Ud fra billedmateriale, flere interview og prøveresultater finder den undersøgende advokat "det overvejende sandsynligt, at mellem 50.000 og 70.000 ton olieforurenet jord fra Redmolen fortsat er placeret på virksomheden".

Kun dele af den olieforurenede jord blev renset færdigt.

Advokaterne anbefaler Randers Kommune at sætte "særligt fokus på håndtering" af jorden.

Forhold som manglende befæstelse – altså fast underlag på grunden – og nærhed til vandløb bør kommunen også tage med i vurderingen, tilføjes det.

Området, hvor jorden befinder sig, ligger nær Alling Å.

Samtidig bør der "på baggrund af karakteren og mængden af den olieforurenede jord indledes dialog med Miljøstyrelsen om, hvorvidt styrelsen er den kompetente myndighed", lyder det afslutningsvist i rapporten.

Advokaterne mener også, at kommunen bør undersøge en mængde fejesand, som ifølge interviewpersoner og fotos er blevet opbevaret og sorteret i jordtippen.

Advokaten er desuden blevet oplyst om, at forurenet jord skulle være blevet brugt i en støjvold. Det bør Randers Kommune også undersøge nærmere, anbefaler advokaterne.

Det var under arbejdet med den første rapport, at advokatfirmaet fik nye oplysninger i sagen. Det gjorde, at firmaet indstillede til byrådet, at der skulle laves en tillægsundersøgelse. Byrådet vedtog efterfølgende at bevilge penge til undersøgelsen.

/ritzau/