Hele 402 brande i Danmark sidste år blev startet af en ukrudtsbrænder.
Og over halvdelen af dem spredte sig til bygninger.
Nye tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at antallet af brande forårsaget af ukrudtsbrændere i 2024 var det højeste i fem år.
I maj sidste år var der i gennemsnit tre brande om dagen, som stammede fra det gasdrevne haveredskab.
Derfor opfordrer Beredskabsstyrelsen nu haveejerne til at være forsigtige, hvis de går i krig mod kvikgræs og mælkebøtter bevæbnet med en ukrudtsbrænder.
»Af de 402 udrykninger i 2024 udviklede knap 250 sig til reelle bygningsbrande, inden brandvæsenet nåede frem. Det er en dyr pris at betale for at fjerne ukrudt i haven eller indkørslen,« siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, i en pressemeddelelse.
Først og fremmest råder Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber haveejerne til at undgå ild i haven i blæsevejr eller meget tørre perioder.
Derudover er der tre råd, som er gode at have i baghovedet.
1. Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde.
2. Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op.
3. Hav altid vand i nærheden.
»Brande relateret til ukrudtsbrændere skyldes ofte en uheldig cocktail af åben ild, letantændelige blade og at ukrudtsbrænderen benyttes for tæt på hegn og bygninger. Typisk er det ikke selve brænderen, der er problemet – det er uopmærksomhed,« siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.
