I takt med at foråret i disse dage langsomt får greb om Danmark, bereder en million danskere sig på de kommende måneder.

Med nys, kløende øjne, træthed, piller, næsespray og øjendråber.

I begyndelsen af april blæser birkepollen nemlig for fuld kraft ind over landet.

Men de kommende år skal allergikerne vænne sig til, at pinslerne begynder endnu tidligere, bliver værre og varer i længere tid.

Det fremgår af en ny forskningsrapport fra USA, der for nylig blev publiceret i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature.

Her slår forskerne bag fast, at pollensæsonen i løbet af de næste ti år vil begynde 40 dage tidligere i USA og vare 19 dage længere.

Samme tendens gør sig gældende i Danmark, hvor pollensæsonen også begynder tidligere kombineret med, at der er markant mere pollen i luften.

Flere danskere vil få brug for mere medicin i længere tid for at komme gennem pollensæsonen, forudser eksperter.
Flere danskere vil få brug for mere medicin i længere tid for at komme gennem pollensæsonen, forudser eksperter. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

Ifølge Astma-Allergi Danmark starter pollensæsonen for birk i dag i gennemsnit tre uger tidligere end i 1977.

Samtidig er mængden af pollen øget markant.

Af det amerikanske studie fremgår det også, at forskerne frygter, at den årlige pollenmængde i løbet af de næste ti år vil blive fordoblet.

Professor i sundhed og miljø ved Boston University School of Public Health, Patrick Kinney, siger i den forbindelse til NBC News, at de øgede pollenmængder er alvorlige.

»Folk kommer til at få det værre og får behov for mere medicin. Flere mennesker vil også med al sandsynlighed udvikle allergi,« siger han.

Det er øgede temperaturer som følge af klimaforandringerne, der får planter til at blomstre tidligere eller senere, og på den måde forlænges og forværres pollensæsonen.