Pas på, du ikke kommer til at leje en dårlig feriebolig til sommer.
Sådan lyder nu advarslen fra forbrugerorganisationen Forbruger Europa Danmark, som giver en række praktiske råd forud for sommerferien.
»Forbruger Europa får hvert år henvendelser fra danskere, der ønsker at klage, fordi deres feriebolig ikke levede op til det, der var beskrevet i annoncen,« udtaler direktør Lars Arent i en pressemeddelelse.
»Vores vigtigste og bedste råd er at læse om andres oplevelser, inden du booker feriebolig. Der er dog eksempler på manipulerende anmeldelser, så det er en god idé at være kritisk og finde anmeldelser fra flere kilder.«
Organisationen opfordrer derudover til at undersøge, om udlejer er privat eller en virksomhed og dokumentere eventuelle problemer.
»Gem altid bekræftelser, e-mails og screenshots af boligbeskrivelsen. Så står du meget bedre, hvis der opstår problemer, og du ønsker at klage,« understreger direktøren.
Organisationen understreger også, at man skal være sikker på vilkårene, inden man booker, da fortrydelsesretten ikke gælder for ferieboliger.