Vi er igen og igen blevet advaret om, hvor vigtigt det er at beskytte øjnene, når nytåret skydes ind med et brag.

Men fyrværkeriet kan også skade en af dine andre sanser:

Hørelsen.

I modsætning til de uhyggelige øjenskader er det imidlertid ikke noget, der sker fra det ene øjeblik til det andet.

Men det gør bestemt ikke høreskaderne mindre alvorlige, understreger Dorte Hammershøi, der forsker i lyd og hørelse, og er professor på Aalborg Universitet.

Vi fødes nemlig med et antal nerveceller i ørerne, som vi langsomt mister, når vi er udsat for støj og kraftig lyd. Hvis nervecellerne først bliver ødelagt, kommer de ikke igen – og i mange tilfælde kommer høretabet snigende.

»Det er alvorligt. Høreskader er svære at påvise, og de viser sig først efter et stykke tid. Så du kan ikke altid stole på kroppens advarsler,« siger Dorte Hammershøi i en pressemeddelelse.

»En del får tinnitus, men det er langt fra alle. Du kan også få høreskader, selvom du ikke mærker noget med det samme,« tilføjer hun.

Heldigvis kan du gøre rigtig meget for at beskytte dine og dine børns ører, når I fyrer af nytårsaften – eller ser på, mens andre sender raketter til himmels.

»Det er let at beskytte ørerne til nytår, da de kraftige lyde er meget kortvarige. Hav hænderne fri, så du kan dække ørerne med dem. Brug ørepropper eller høreværn, hvis det er dig, der fyrer af,« lyder det fra Dorte Hammershøi.

Problemet med nedsat hørelse er alvorligt og tiltagende.

Fra 2013 til 2023 er antallet af unge med tinnitus fordoblet, viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil. 

I dag har en ud af 10 unge mellem 16 og 24 år tinnitus, og skyldes det en høreskade, kan det give store udfordringer senere i livet. 

»En nedsat hørelse påvirker ens sociale liv og mange risikerer at isolere sig. Det går ud over arbejdsevne og livskvalitet,« siger Dorte Hammershøi.

Nedsat hørelse kan også have betydning for udvikling af demens, lyder det fra professoren fra Aalborg Universitet.