Du risikerer at få uønskede gæster i de mange pakker, du får ind ad døren de kommende uger.
December er lig med pakker i hobetal, men med den store mængde emballage, papkasser og andet pakkefyld stiger også risikoen for at få skægkræ inden for døren.
Sådan lyder advarslen fra Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer i en pressemeddelelse ifølge Din Avis.
Skægkræ er et lille brunt insekt, som ligner sølvfisk, og de breder siger hurtigt.
Og er de først kommet inden for, er de svære at komme af med igen.
»Lige nu er skægkræ i kraftig vækst med den enorme pakkestrøm og -handel. Derfor er risikoen for at få skægkræ i hjemmet eller på pakkecentralerne øget markant, fordi der i december både i posten og i private hjem kommer langt mere emballage og papkasser ind end normalt,« siger formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer, Claus Schultz, i en pressemeddelelsen.
Derfor opfordrer han til, at du åbner dine pakker uden for eller i entreen.
