Hvert år modtager Giftlinjen opkald fra danskere, der er bekymrede og i tvivl:

For har de mon spist ramsløg – eller dens giftige dobbeltgænger? Nu kommer Fødevarestyrelsen med en advarsel om 'ramsløgens giftige fætter'.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Det sker, i forbindelse med at ramsløgene nu 'er begyndt at titte frem i skovbunden', hvilket hvert år lokker folk ud for at plukke dem.

Men har du planer om at gøre det, kan det være en god idé at være ekstra opmærksom.

For den populære urt kan nemt forveksles med dens giftige dobbeltgænger – liljekonval.

»Ramsløg bruges ofte i store mængder, og det kan være alvorligt, hvis man kommer til at bruge blade fra liljekonval i stedet for ramsløg. Det kan medføre opkast, diarré og påvirke hjerterytmen, og i værste fald være livsfarligt,« siger Henrik Dammand, der er kontorchef i Fødevarestyrelsen:

»I andre europæiske lande har vi set eksempler på, at forgiftning med liljekonval har haft dødelig udgang.«

Det er særligt, før liljekonvallen har sat sine hvide, klokkeformede blomster, at man kan forveksle de to planter med hinanden, lyder det.

Efter liljekonvallen har fået sine blomster, skiller den sig mere ud fra ramsløgens stjerneformede blomst.

I pressemeddelelsen forklarer Henrik Dammand, at man nemt kan tage 'fejl af de grønne, aflange blade, som ligner hinanden i det tidlige forår'.

Som et ekstra benspænd kan ramsløg også forveksles med planten høsttidløs, som også er giftig.

Heldigvis har Henrik Dammand et råd og en løsning til de ramsløgshungrende danskere:

Man skal bare nulre bladene.

Ramsløg har nemlig en kraftig, hvidløgsagtig duft, som aktiveres, når man nulrer bladene.

Liljekonval derimod afgiver ikke nogen duft.

Høsttidløs dufter heller ikke af hvidløg.